Brudte regler i stram arkitektonisk indpakning

BO BEDRE har været i New Zealand for at besøge glaskunstneren Liz Sherek ...

© Karina Tengberg

På den anden side af Jorden i smukke New Zealand har arkitekten Andrew Lister bygget et arkitektonisk mesterværk for glaskunstneren Liz Sherek.

Oplægget til arkitekten var, at han skulle skabe et hjem og et studio for Liz Sherek, der selv er kendt for at skubbe grænsen for, hvad der er muligt med glas, som materiale, og hendes arbejde var en afgørende inspiration for arkitekten, der har skabt et hus, der er et kunstværk i sin egen ret.

De 200 m² ligger for enden af en stejl vej i en forstad til Auckland, og når man nærmer sig huset via vejen, kommer de geometriske vinkler, fladerne og konstruktionen til at fremstå som den totale kontrast til de omkringliggende huse.

  • Jeg fortrækker at tegne huse, der ikke nødvendigvis ligner huse, og det passer godt til Liz, fordi hun selv konstant arbejder med at udtrykke sig gennem kunsten, fortæller Andrew Lister, der har vundet adskillige priser for sin arkitektur, der udfordrer grænserne i det traditionelle urbane landskab.

Kompositionen af de tre distinkte, men sammenkædede bokse var inspireret af Liz Shereks filosofi om, at grænser er til for at blive udfordret og brudt. De er designet i tre forskellige volumener, hvor hver zone er karakteriseret ved en bestemt type beklædning, der hylder newzealandske byggetraditioner, men på en unik måde.

Stueetagen er afgrænset af blyindfattet tømmer, boligarealerne er beklædt med komprimerede plader, mens soveværelser og bad er afgrænset af en lang tagkonstruktion.

  • Jeg ville gerne have et sted, hvor jeg både kunne arbejde og slappe af. Et sted med plads, lys og luft, men alligevel et privatliv, siger hun.

Byhuset, hvis baghave vender mod den vilde natur, har et naturligt flow mellem ude og inde. Bolig-, køkken- og spisesektionen ligger i et åbent plan med direkte adgang til en 25 meter lang terrasse adskilt af japanskinspirerede skydedøre.

  • Jeg holder meget af, at det er et hus uden forhindringer, hvor det er nemt at bevæge sig rundt. Jeg byggede det til mig selv uden at gå på kompromis og uden at tænke på fremtiden, og at der måske er nogen, der skal bo her efter mig, fortæller Liz Sherek.

Til trods for, at hjemmet er en arkitektonisk perle, mangler det ikke personlighed. Ved at tilsætte sine egne værker og skæve detaljer, som blomstrede vintage-tapeter, har Liz Sherek gjort huset til sit helt eget.

  • Tapeterne var nogle, jeg fandt, og som jeg bare måtte købe og så måtte jeg bagefter finde et sted at bruge dem, fortæller hun.

Det samme var tilfældet med de røde glasmosaikker fra 1970’erne i badeværelset, som hun spontant købte 15 meter af. Huset er derudover præget af kunst udført af hendes venner og andre nutidige kunstnere blandet med designmøbler og -lamper.

Ved at tage chancer og bryde regler har Liz Sherek skabt et originalt hjem, som signalerer plads og overskud og fortæller en hel del om den person, der lever og arbejder i huset.

© Karina Tengberg

Gulvet i det store opholdsrum er fremstillet i sortmættet fyrretræ, og sammen med de lyse vægge skaber det den perfekte baggrund for kunst og designmøbler. Over pejsen i beton hænger et kunstværk af Dick Frizzell kaldet Red Herring.

© bobedre.dk

© Karina Tengberg

Diamond-stol designet af Harry Bertoia for Knoll. Den står ved siden af et kunstværk af Uno.

© Karina Tengberg

Det spejlblanke køkken tilfører huset en knivspids glamour.

© Karina Tengberg

De røde klinker fra 1970’erne er købt gennem australske Artedomus. Liz Sherek faldt for dem med det samme og købte 15 meter.

© Karina Tengberg

I soveværelset står det orginale tapet fra 1960’erne godt til det håndlavede sengetæppe købt på Cook Islands. Den blomstrede akrylkasse har Liz Sherk selv designet.

© Karina Tengberg

Haven er fyldt med smukt anlagte kroge og havearkitektoniske detaljer, der hylder den newzealandske natur.

© Karina Tengberg

Forsiden af huset er et pragt-eksempel på stringent arkitektur og får det til at virke lukket og mørkt, hvilket bestemt ikke er tilfældet, når man bevæger sig længere ind, hvor det netop er lyset og udsigten til naturen, der dominerer.