Renovering af hus
© NelleG

Brevkasse: Hvordan indretter vi stuen, så der er plads til hele familien?

En familie overtager et nyt hus, hvor stuen er formet som en hestesko. De søger råd til indretningen, så stuen bliver et samlingspunkt for hele familien.

Plantegning over forsamlingshus
© Lone Barslund

Plantegning - efter

Kære Maiken og Ole

Hermed plan med forslag til møblering af jeres stue.

Sælgers møblering er ikke så tosset i forhold til rummets begrænsninger, men der var for mange elementer, hvilket skaber uro og får rummet til at virke mindre.

Jeg vil foreslå, at I overvejer to bygningsmæssige ting.

Den ene er at åbne mere op til køkkenet, hvis det kan lade sig gøre i forhold til køkkenindretningen. Det behøver ikke at være mere end det dobbelte af den nuværende døråbning, men det vil få spiseafdelingen til at virke større og lysere.

Den anden ting er mere krævende, men I har jo selv noteret, at skorstenen ikke er i brug og derfor skal det overvejes, om I orker at pille den ned - hvilket vil gavne gangforløbet omkring spiseafdelingen rigtig meget.

Det med enkeltheden i møbleringen er vigtig, og jeg har møbleret rummet, så det bliver så luftigt og lyst som muligt.

På endevæggen i spiseafdelingen kan I vægmontere en række reoler (70 x 70 x d35 cm). Jeg vil foreslå omkring fem stk., som vil give god plads til både bøger, køkkenservice og nips, samtidig med at væggen ovenover er fri til billeder, planter og bordlampe.

Denne væg vil også være fin at give en farve, da de andre har vinduer og døre, der bryder væggene op.

Spisebordet har jeg vendt, så det udnytter rummets længde og er nemt at udvide med plader, når I skal være mange.

Jeg har også stiplet den gængse placering af bordet og her kan I se, hvor lille afstanden fra bord til skorsten er, samt at bordet går ind over dør og ganglinje til køkkenet.

Sofa- og tv-afdeling ville jeg på samme måde gøre enklere med en hjørnesofa og en enkelt god lænestol i stedet for to sofaer - og bordene er runde for at undgå hjørner. Tv'et hænger over et lavt møbel.

Boller med kryds i angiver lamper, da belysningen skal være rigelig og god med ordentlige pærer med LED-lys og et CRI-tal ikke mindre end 90 (kan også hedde RA).

Jeg har ikke tegnet tæpper, men et tæppe, der samler sofa og lænestol vil være fint og gøre hjørnet indbydende og varmt.

Lad mig høre, hvad I synes.

Bedste hilsner
Lone

LÆS OGSÅ