Bittes base

Bitte Kai Rand er kendt for sit personlige tøjdesign. Men også privat har hun en sikker stil. Hun blander moderne og antikviteter på smukkeste vis - og at det er en speciel kvinde, der har indrettet huset, ses bl.a. på gulvene.

© Tim Bjørn

De fleste forventer at bruge lang tid, uger, måneder, når de skal finde det helt rigtige hus. Andre er mere heldige at støde uventet ind i drømmehuset. Det gjorde tøjdesigner Bitte Kai Rand og hendes familie, som består af manden, Michael, og drengene, Carl og Oscar.

Et af de første huse, de så på, var nemlig så charmerende, at der skulle handles hurtigt. Huset fra år 1900 ligger nord for København og er i dag smukt restaureret, emn bar ved overtagelsen præg af tidligere årtier i flere lag. Heriblandt tapetlag. Overalt trængte det til en kærlig hånd. Men Bitte var solgt. Huset havde stil og charme, og især den særprægede stue kunne Bitte se nye dimensioner i. De kreative ideer kom på bordet. Bittes speciale.

© Tim Bjørn

Bitte Kai Rand er kendt for sit personlige tøjdesign, men også privat har hun en sikker stil. Hun blander moderne og antikviteter på smukkeste vis - og at det er en speciel kvinde, der har indrettet huset, ses bl.a. på gulvene. Det kræver lidt mod at få malet egetræsparket over.

© Tim Bjørn

Indgangen til huset er ikke til at stå for. Gitterporten er huleagtigt iklædt efeu, der altid giver et grønt præg vinter som sommer. Den står uklippet og skaber en udenlandsk stemning.

© Tim Bjørn

Køkkenet er designet af arkitekt Søren Borg. Det er snedkeret ned til mindste detalje, med udnyttelse af hver en centimeter. Bl.a. med skuffer i soklen.

© Tim Bjørn

Stuen er så stor at den også rummer et herskabeligt hjørne med skrivebord og stol. Bitte har altid små vaser med friske blomster og små sjældne æsker på skamlen.

© Tim Bjørn

Bittes ene søn Carl er selv designstuderende og har smukt skulpteret kvindefiguren, da han gik i gymnasiet. Den er udført i hønsenet og er derefter draperet i sort hør.

© Tim Bjørn

Spisestuen er så stor at den både rummer kontorhjørne og separat sofahjørne ved husets anden pejs. Det turkise billede over sofaen er malet af kunstneren Per Skovgaard.

© Tim Bjørn

Den største stue med hjørnepejs er et hyggested for hunden Cleo. Stuen er domineret af Bruce Willis, der hænger og minder herren i huset om, hvem der egentlig bestemmer. Billedet er en gave til Bitte fra en af hendes veninder og er et originalt foto.