Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Fra gammelt fiskerhus til moderne familiehjem

Familien fra Hundested har overtaget et gammelt fiskerhus, som i høj grad kræver en kærlig hånd. Arkitekten giver her gode råd til, hvordan en ny trappeløsning og tilbygning kan gøre underværker.

Kære Lone

Vi håber på din gode sparring vedrørende ombygning af et gammelt hus, som vi har overtaget efter min tante og onkel.

Der er i dag køkken, toilet, et værelse og en sammenlagt stue i stueplan og et stort værelse ovenpå, hvor trappen til gengæld er livsfarlig og ikke kan bruges i sin nuværende form.

Vi ønsker os derfor en ny trappeløsning, et værelse mere, nyt badeværelse og et stort og lyst køkkenalrum, da vi ofte er mange. Der kan bygges til i stuen på bagsiden mod gårdrum og have, hvor hverdagsindgangen også er. Kan du finde plads til mere opbevaring vil det være fantastisk.

Bedste hilsener fra Hundested

Kære Anne og Birk

Da huse af den alder og type jo er relativt smalle, gætter jeg på at trappen skal ende på samme sted ovenpå, for at opnå fuld ståhøjde, og derfor flytter jeg den væk fra baggangen med start ud fra facaden for at få plads til en god opstigning med en fin hældning på trappen.

Det giver jer mulighed for at få plads til en række skabe overfor trappen til en masse opbevaring, sådan som I ønsker.

Ovenpå kan der blive plads til et pulterrum imellem trappen og gadefacaden, for mere bliver der ikke plads til her. Til gengæld kommer man direkte op til resten af overetagen, som I fortsat kan indrette til et stort soveværelse med plads til arbejds-/læsehjørne, m.m., eller dele det op hvis I ønsker det.

Det vil kræve mere dagslys end de vinduer, der sidder i gavlen mod haven og her skal I huske på at der helt sikkert vil være en masse restriktioner fordi huset er gammelt/bevaringsværdigt og ligger i en lille by med tilsvarende regler.

Men tilbage til stueplan, hvor tilbygningen giver jer mulighed for at få det ønskede alrum. Køkkenet bliver hvor det er, men åbnes både mod tilbygningen og mod stuen, så I får lys på tværs af huset og brudt det lange forløb parallelt med vejen.

Fra baggangen kommer man via en ny døråbning ind til det ønskede, ekstra værelse, der har god plads til en stor seng og en række garderobeskabe. Ved at flytte døren får i desuden en god væg i baggangen til garderobe, bord eller bænk.

Det eksisterende værelse indrettes med et skabsrum, hvor pladsen tages fra entreen.

Jeres lille toilet uden bad udvides ind i tilbygningen med en rummelig bruseniche, hvor et nyt vindue også placeres. Jeg har tegnet et skråt hjørne fordi den lille detalje vil få spredt lyset bedre ind i alrummet, samtidig med at det smidiggør gennemgangen til den nye haveudgang.

På modsatte side har jeg også anbragt et vindue for at gøre overgangen fra gammel til ny facade mere usynlig og glidende. Er huset pudset, er det ikke så svært at kæde nyt og gammelt sammen, men det kan være mere bøvlet hvis man ikke kan fremskaffe de samme, gamle materialer.

Tilbygningen med de mange vinduer med kik til haven, har jeg indrettet med en lang bænk og bord samt mulighed for en lille siddeplads, hvis I vil have det.

Mange hilsener,
Lone

© Lone Barslund - FØR

© Lone Barslund - EFTER

Relaterede Artikler