Hvorfor bor filmgangstere altid i arkitekttegnede villaer?

Jeg har fået en henvendelse fra et udenlandsk tv-selskab. De ønsker at bruge et sommerhus, jeg har bygget, som location. Jeg har mine betænkeligheder...

Afstumpet arkitektur?

© Halldor Gunnløgssons hus ved Øresund. Foto: Jakob Bekker Hansen (Real Dania Byg)

Jeg spurgte engang en god ven, filminstruktøren Kathrine Windfeld, hvorfor the ”bad guy” i film ofte bor i arkitekttegnede boliger?

”Det er fordi, at man hurtig skal kunne aflæse karakterens personlighed. Og hvis det er en gangster, psykopat eller morder, så vil denne ofte beskrives som følelsesmæssigt afstumpet og uden evne til at danne nære og sunde relationer til sine omgivelser,” var hendes svar. Det blev jeg jo noget forundret og - på fagets vegne - forlegen over.

Kan det virkelig passe, at arkitekter tegner huse, der appellerer til følelsesmæssigt afstumpede psykopater? Det, mener jeg, jo pudsigt nok ikke er tilfældet, men på film gælder det ofte. Som et lille plaster på mit åbne arkitekt-faglige sår, forklarede Katrine Windfeld også, at gangsteren eller ”the bad guy” ofte er en person med økonomisk succes, og dette skal kunne aflæses i en kort scene, der f.eks. kun varer 30 sekunder. Så måske er det en formildende omstændighed, at gode arkitekttegnede huse udtrykker en vis eksklusivitet?

Überskurk i modernistisk pragtvilla

© The Team - DR

I instruktørens egen TV serie ”The Team” bor uber-skurken Lubowski naturligvis i et modernistisk pragthus, og i en lang række amerikanske film danner de fineste modernistiske huse baggrund for the gangsterens liv.

Robert De Niros gangstervilla

© Robert de Niro i "Heat". Warner Bros. Michael Mann

For eksempel i ”Heat”. I denne film fra af instruktøren Michael Mann spiller Robert De Niro en top professionel bankrøver. Han kommer ind i sin kridhvide villa ved havet og smider nøglerne på et glasbord. Der er en hård akustik i rummet, fordi han har ingen personlige ting i villaen. Boligen er helt skrabet. Minimalistisk og uden malerier eller bøger, der afslører noget om karakterens baggrund eller personlighed. Sådan bruges arkitekturen scenografisk til at fortælle publikum noget om karakterens personlighed.

Men også i de danske TV-serier, der har opnået stor international succes, bor gangsterrn ofte i smukke arkitekttegnede huse. Her er 5 eksempler:

Forbrydelsen i Knud Holschers villa

© Arkitekturbilleder. Fotograf: Andreas Trier Mørch

I ”Forbrydelsen” 3. sæson bor morderen i arkitekt Knud Holschers egen villa. Egentlig et overraskende valg, fordi væggene er udført i blødstrøgne mursten i varme brune og rødlige farver. Og altså langt fra det kølige og sterile men muligvis valgt, fordi de avantgardistiske rumligheder signalerer overklasse og passer til den diskrete direktør-karakter, som Stig Hoffmeyer så elegant formidler.

Pilous Asbæks kølige lejlighed

© BO BEDRE. Fotografer: Martin Dyrløv og Peter Nørby

I ”Borgen” er det Knud Holschers søn, Nils Holschers forrygende bud på et moderne byhus, der står for skud, eller i hvert fald danner den den fysiske ramme for Pilou Asbæks karakter. Han har fået et barn men har svært ved at knytte en tæt relation til både barnet og moderen.

Scenografen har sikkert ment, at den lyse modernistiske og minimalistiske bolig signalerer kølighed og distance.

Halldor Gunnløgssons hitman-villa

© Foto: Jakob Bekker Hansen

I ”Bedrag” sæson 2 bor den svenske hit-man i arkitekt Halldor Gunnløgssons meget smukke, men også meget minimalistiske villa med udsigt over Øresund. En anekdote om Halldor og hans minimalistiske indretning var, at når han fik en ny bog, skulle han finde ud af, hvilken han så i stedet skulle skille sig af med, fordi der kun var plads til et beskedent antal bøger.

Det er i øvrigt også Halldor Gunnløgssons der har tegnet Udenrigsministeriet, og udstyret det med uforskammet små vinduer. Sikkert fordi man har ment, at det skulle mime pakhus, fordi havnen engang har været fyldt med pakhuse, men som får Udenrigsministeriet, nationens vindue mod verden, til at fremstå lukket og tilknappet. Og i hvert fald har arkitekten ikke delt ud af egen medicin. Altså glæden ved store vinduers panoramamuligheder over vandet.

Bagmandens sommerhus i Bedrag

© Elkiær + Ebbeskov Arkitekter

Og når der i "Bedrag" skal afholdes møder mellem bagmanden, spillet af Waage Sandø, foregår det i et smukt, modernistisk sommerhus med fladt tag, tegnet af arkitekterne Elkiær og Ebbeskov. Her er der ingen småsprosset idyl, men i stedet en duft af nordisk overklasse.

Se mere fra Elkiær + Ebbeskovs sommerhus i Rørvig her.

Bedragerens sommerresidens - Utzons sommerhus på Mallorca

© Wikipedia, Frans Drewniak

I den første sæson af ”Bedrag” valgte man i øvrigt at skyde bedrageren, spillet af Nickolai Lee Kaas, i Jørn Utzons sommerhus på Mallorca.

Selv om det er mordere og bedrager, der bor i de smukke huse, håber jeg, at det alligevel kan være med at promovere god dansk boligarkitektur.

Jeg har selv fået en henvendelse fra et filmselskab, der gerne vil bruge et nybygget sommerhus, som jeg har været arkitekt på, som scenografi i en udenlandsk TV produktion. Jeg har lyst til at stille som betingelse, at det ikke er morderen, der bor der, men det går næppe, og i øvrigt er det jo også op til ejeren, om de vil stille deres hus til rådighed - for en morder.

Relaterede Artikler