Fællesskab-arkitektur på Lesbos

Sidste sommer blev jeg af nogle gode venner inviteret med på sommerferie til den græske ø Lesbos. Nærmere bestemt til byen Plomari. En af mine første spørgsmål var: ”hvad skal vi lave der?” ”Ingenting. Man laver ikke noget i Plomari. Man holder ferie”. Et godt svar på et noget tåbeligt spørgsmål. Og det skulle vise sig at være mere sandt end først antaget, fordi byen er fri for de værste turistklicher, og fordi den har sit eget tempo, som man heldigvis bliver trukket med ned på.

Plomari imponerer ingenlunde ved sit førstehåndsindtryk. Men det viser sig hurtigt at dens rustikke charme og afslappede stemning ”gror på dig”, som en af de mere erfarne Plomari-gæster udtrykte det. Og snart forstod jeg hvorfor en større koloni af danske arkitekter har købt huse i byen. Atmosfære og stemning er noget nærmest æterisk. Noget der er svært at fange ind med ord. Men som vi føler og sanser, og som vi ved er der, når det er der. Og det er der i Plomari. Atmosfære.

Et af de danskejede huse er det såkaldte ”Kaptajnens hus”, der ligger midt inde i byen. Det er restaureret på den mest følsomme og indlevende måde og ejes af fire arkitekter (blandt andet Dorte Mandrup), der alle skulle blive enige. Og det ser ud til at det lykkes. I hvert fald er resultatet blevet enestående godt.

En af årsagerne er, at man har taget udgangspunkt i regionale materialer og håndværksmæssige traditioner. Det betyder at alle overflader har en smuk og sanselig stoflighed, der giver meget til den arkitektoniske oplevelse.

Og i en tid, hvor vi snart ikke kan holde ud at se på mere hvidmalet gips eller beton, og hvor de sidste millimeter af et byggeri, altså de synlige overflader, ydes en stedmoderlig opmærksomhed, er det godt med et eksempel på hvilke arkitektoniske oplevelser, der ligger i anvende materialer med en sanselig stoflighed som et alternativ til de hvidmalede gipsplader, der præger dansk bolig arkitektur. Hvidt, hvidt og hvidt. Magter ikke mere hvidt.

Alt for ofte ser vi eksempler på at man ikke vil dele sine privilegier med andre. Når man f.eks. har fået en bolig med havneudsigt, så sættes der hurtigt skilte op med ”fortøjning forbudt” og ”ophold på kajen frabedes”. Eller når du har indrettet din bolig så fint, at du er bange for at låne den ud. Det er ikke så generøst, ja nærmest grænsende til det nærige.

Derfor er det sympatisk, når mennesker gerne vil dele ud af deres privilegier. Og det vil ejerne af ”Kaptajnens hus”. Man kan således leje huset, og da der er plads til mange kan det anbefales til flere familier eller til den store venneflok.

Ensomhedsarkitektur er arkitektur, der gør os ensomme. Det kan f.eks. være et alt for stort parcelhus med en særskilt børneafdeling, hvor en langlemmet og bebumset ung mand pludselig stikker hovedet frem og råber på mere mad, hvor efter man sidder tilbage med spørgsmålet; ”var det sådan her jeg drømte mit familieliv skulle være?” Afstand med afstand på.

Eller det kan være byrum, hvor der er for langt mellem husene, hvor fraværet af rummelig intimitet fratager os muligheden for, at en samtale kan finde sted.

Alternativet til ensomheds-arkitektur må være fællesskab-arkitektur. Arkitektur der invitere til fællesskab og til, at en samtale kan finde sted.

Sådan er ”Kaptajnens Hus”. Stort nok til at 3-4 familier kan være der med børn, kærester og plus det løse. Der er højt til loftet. Både konkret og i overført betydning. Køkkenets indretning inviterer f.eks. til, at mad - det er noget vi laver sammen.

Omkring et langt svævende køkkenbord kan der snittes og braiseres fra begge sider. Maden bliver typisk indtaget i den charmerende og pittoreske gårdhave, hvor et generøst langbord i massivt træ giver plads til mange mennesker. Også til os andre, der bor andre steder i byen.

I sidste ende er det jo lige meget med stil, smag og andre overfladiske betragtninger om boli indretning. Det handler jo om at skabe et gæstfrit hjem, fordi et gæstfrit hjem altid er det smukkeste.

På billedet: Plomari på Lesbos

Kaptajnens Hus består af i alt af 3 huse, som du alle kan booke og leje.

På hjemmesiden for Kaptajnens Hus kan du læse mere om husene i Plomari.

Kaptajnens Hus ejes af arkitekterbe Dorte Mandrup, Ingelise og Ask Bengtson, Louis Bekker og Jens Thomas Arnfred. Det er også dem, der i fællesskab har istandsat de 3 huse.

Se fotos af soveværelserne i Kaptajnens Hus på Lesbos herunder: