Det lille nye infill-hus på Christianshavn

Jeg elsker alt, hvad der har med byer at gøre: kaos, intensiteten, larmen, mennesker og selvfølgelige det, der fysisk definerer en by: veje, pladser, og bygninger. Og jeg elsker de byer, der er kendetegnet ved en høj grad af fysisk og funktionel fortætning. Dvs. at mange mennesker og mange funktioner er samlet på lidt plads. Som f.eks. Paris, London, Venedig, København osv.

Hvilke gader og pladser foretrækker du?

Og det er jeg ikke alene om, fordi vi er så mange, der vælger at betale penge for at bo i netop disse byer. Derfor undrer det mig også, at når vi skal bygge nye byer, fortsætter vi med at gentage modernismens fejltagelser: Dvs. funktionsopdelte byer hvor der er for langt mellem husene, så de offentlige rum mister den menneskelige skala.

Tænk blot på hvilke gader og pladser, du selv foretrækker. Er det store tomme pladser og brede gader, hvor bilerne dominerer? Næppe.

I dag bor de fleste mennesker over hele kloden i byer. Enten i et højhus, en etageejendom eller et rækkehus. Nogle ganske få bor i fritliggende villaer, men langt de fleste boliger ligner hinanden.

Groft sagt så er størrelsen den væsentligste forskel, og der er kun få eksempler på eksperimenterende boligarkitektur. Derfor er det interessant og fagligt relevant at få mulighed for at bidrage til udviklingen af by-boligen.

Bolig og arbejdsplads på 4,5 m2

Det fik vi da en privat bygherre ønskede et bud på en anderledes bybolig. På en kun 4,5 meter bred byggegrund i et historisk kvarter i København, ønskede man et forslag på et hus, der både kan fungere som en moderne arbejdsplads, men som også kan konverteres til en bolig.

Et at programkravene var, at de gerne vil have hus, der var færdigt uden være færdigt! Derfor lavede vi et stort rum fra 1. til 4. sal. I det rum stablede vi tre æsker oven på hinanden. I den nederste del var der bad og toilet. I den næste et mindre møderum eller soveværelse, og i den sidste kunne der være fire arbejdspladser eller et lidt større soveværelse. Øverst blev der indrettet et dobbelthøjt køkken-alrum med et indskudt og fritsvævende dæk. Derfra var der også adgang til en taghave med udsigt over byen.

Ideen er, at hvis man på ikke længere ønsker denne form for bolig, kan man skrue krydsfineræskerne fra hinanden, og i stedet etablere traditionelle etagedæk og trapper.

Høje, smalle rum

Den måde at ”møblere” det høje, men smalle rum på, giver en stor rumlig kompleksitet med varierende rumhøjder og bredder. Næsten som at gå op igennem en klippespalte. Og for en børnefamilie vil det være helt eventyrligt at kunne klatre op af ”klippesiderne”, fordi børns naturlige behov for motoriske udfordringer, sjældent kan imødekommes i de fleste byboliger

I det åbne rum kan familien være sammen uden at være sammen, pga. den åbne vertikale kontakt op igennem etagerne.

For at få et godt dagslys ind i den smalle bolig er facaden i glas, som efterfølgende plantes til, så det bliver en stor grøn væg. Dels for at imødekomme indbliksgener og overophedning, men også for at få et blødt og smukt lys ind i boligen på samme måde, som når man kigger op igennem trækronerne.

Plantevæg

Ud fra et ønske om at skabe mulighed for en vis biodiversitet, udvikles plantevæggen, så den kan tiltrække bier og insekter, og så den vil blomstre forskelligt hen over året. Det vil blive et levende maleri i fire etager. En del af facaden vil være udformet som et smalt drivhus, så man fra køkkenet kan plukke tomater, chili o.l.

Tør fortolkning af kommuneplan

Desværre havde kommunen en noget stringent og tør fortolkning af en 40 år gammel kommuneplan, som dikterede højde og materialer på en måde, der gjorde det vanskeligt at komme igennem med denne form for eksperimenterende arkitektur. I hvert fald på dette sted.

Men der kommer helt sikkert en ny mulighed for at realisere lignende ideer, fordi en by er en levende og dynamisk organisme, hvor generationer efter generationer tilføjer nye lag til en stor fælles fortælling. Og hurra for det.

Erik Juul på Instagram