Citrussalat med avocado og halloumi

En let og farverig salat som man aldrig bliver træt af.

© Atelier Ea / Camilla Drost

Godt nytår!

Efter en måned med tung julemad (og alt for mange julekager) trænger jeg til noget let og farverigt. Jeg har derfor lavet en del salater i den første tid af det nye år – blandt andet denne citrussalat, som jeg aldrig bliver træt af. Server den som en let frokost eller som tilbehør til en middag. Citrusvinaigretten går i øvrigt godt til langt de fleste salater.

Find opskriften længere nede.

© Atelier Ea / Camilla Drost

© Atelier Ea / Camilla Drost

Citrussalat med avocado og grillet halloumi

(4 serveringer)

Det skal du bruge:

Til salaten

  • 3 appelsiner
  • 3 grapefrugter
  • 1 citron
  • ½ hoved radicchio
  • ½ hoved hjertesalat
  • 1 avocado
  • 1 håndfuld granatæblekerner
  • 40 gram ristede og saltede mandler
  • Friske mynteblade
  • 250 gram halloumi
  • Olivenolie til stegning

Til citronvinaigrette

  • ¼ saltet citron
  • ½ dl æblecidereddike
  • 1 dl olivenolie
  • 2 spiseskefulde akaciehonning
  • 1 teskefuld sennep

Sådan gør du:

Salaten

  1. Skræl citrusfrugterne og skær dem i skiver.
  2. Fjern skrællen og stenen fra avocadoen og skær den i skiver.
  3. Riv radicchio og hjertesalat i mindre stykker med fingrene.
  4. Skær halloumi i ½ cm tykke skiver og steg dem på en pande ved middel varme i olivenolie.
  5. Anret citrusskiverne på en tallerken sammen med salat, avocado og halloumi. Pynt med granatæbleker, saltede mandler, mynteblade og citronvinaigrette.

Citronvinaigrette

  1. Fjern frugtkødet fra den saltede citron og skyld den fri for restsalt.
  2. Tilføj alle ingredienserne til en blender og blend til en homogen dressing.
  3. Vinaigretten kan holde sig i op til 4 uger i køleskab.

© Atelier Ea / Camilla Drost

Relaterede Artikler