Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Løsrevet fra det traditionelle

Lisbeth Bonde sætter spot på månedens kunstner: Morten Stræde.

Morten Stræde (f. 1956) er uddannet ved Kunstakademiet (1978-1985), hvor han også var professor (1994-2003) i skulptur. Gennem årene har han markeret sig med en lang række udstillinger i ind- og udland samt flere udsmykninger i det offentlige rum. Han har gennem årene modtaget flere priser, fx Thorvaldsen Medaillen i 2010.

Morten Stræde udstiller syv nye, spændende skulpturer/installationer på Ny Carlsberg Glyptotek frem til 12. januar 2015. Udstillingen Seven Sorrowful Songs har undertitlen Rationality Will not Safe Us med henvisning til den amerikanske udenrigsminister Robert McNamara (1916-2009), der kom til at udtale disse ord under Vietnamkrigen.

Morten Strædes nye værker handler om store emner som fornuft, magt, totalitarisme og vold og går i direkte dialog med de klassiske skulpturer i Glyptoteket - og på førstesalen med guldaldermalerierne.

Hvis man troede, at disse nye værker ville falde igennem, når de optræder i samme rum som verdenskunsten, kan man godt tro om igen. De går i fornem dialog med denne store, kanoniserede kunst og føjer nye alen til oplevelsen af den.

Morten Stræde er en væsentlig kunstner, der har bud til os alle om både nutidens og fremtidens komplekse problemstillinger. Han tilhører generationen af billedhuggere, der brød igennem i 1980’erne, og som med afsæt i den postmoderne filosofi skabte nogle nye skulpturer, der genintroducerede figuren i et opgør med minimalismens formelle og upersonlige formsprog. Disse skulpturer er fyldt af filosofiske, astrofysiske og kulturhistoriske referencer.

Stræde har samtidig en frodig fantasi og er lidt af en romantiker. Han arbejder med en aldrig svigtende skønhedssans og formfornemmelse - og med en punktering af et rationelt styret verdensbillede. Han insisterer på en tidssvarende skulptur, der bærer tidens bombardement af informationer og nyheder i medierne. Hans skulpturer er løsrevet fra den traditionelle, monumentale tyngde og går i direkte dialog med os, beskuerne. Det er antiheroiske skulpturer.

Relaterede Artikler