
Et fantastisk, cirkulært hus med udsigt ud over Middelhavet
I det spanske bjerglandskab ligger ’Solo Office’ – et cirkulært hus, der kun har ganske lidt tilfælles med de fleste andre huse.
AfSarah Lyster Nielsen
’Solo Office’, som huset hedder, ligger i Matarraña i Spanien, kun et par timer fra Barcelona.
Området er et naturreservat, der i folkemunde kendt som det spanske Toscana, og huset er placeret på et naturligt plateau i bjerglandskabet med imponerende udsigt ud over Middelhavet.
Det cirkulære hus har ikke mange ligheder med et almindeligt hus – godt nok har det både gulv, tag og vægge, men det meste af huset står faktisk åbent.
Der er fire ’rum’ i huset, hvor der er henholdsvis soveværelse, opholdsrum, gæsteværelse og et poolhus. I midten af huset er der en åben have med pool og terrasse, hvor husets beboere kan nyde solen.
Fra køkkenet er der udsigt til det storslåede bjerglandskab.
Mange af de tekniske elementer såsom vandtank, generatorer og lignende er placeret på toppen af huset som skulpturelle elementer.
Der er ikke mulighed for at få strøm og vand udefra, så huset er selvforsynende og skaber strøm og varme via solpaneler.
Tanken med projektet har været at designe et hus, der mindede så lidt som muligt om et hus, og som spillede perfekt sammen med den omgivende natur.
Bag designet står det belgiske arkitektfirma Office KGDVS og er en del af projektet ’Solo Houses’. ’Solo Office’ er andet hus ud af 12, der bliver færdigt, og husene designes af otte arkitekter, så de ender med at blive vidt forskellige.
Projektet blev sat i søen i 2010 af den franske entreprenør Christian Bourdais, og arkitekterne har fået carte blanche, så de virkeligt kan udfolde deres kreative evner.
Kilde: Office KGDVS, Designboom