© Tina Brok Hansen

Fra støvet knold til markens dronning

I april slipper frosten sit tag i jorden, og Marie Holmer og Christina Foss kan for alvor begynde at få planter i marken. En af deres absolut ynglingsblomster er georginer. Få deres miniguide til at plante georginer her.

11. april 2017 af Christina Foss / Vildevioler

I april slipper frosten som regel sit tag i jorden, og vi kan for alvor begynde at få planter i marken. En af vores absolut ynglings blomster er georginer. Det er dem vi har flest af i år, selvom det kan være lidt svært at forestille sig, at de støvede tørre knolde forvandles til markens smukkeste blomster. Georginer kræver lidt omsorg, hvis man gerne vil beholde dem år efter år. Men vi lover, at de er arbejdet værd.

Georginer, eller dahlia, som de også kaldes, fås i utrolig mange smukke former, størrelser og farver. Lige fra små sjove pomponer til store strittende kaktustyper og romantiske ”åkander”. I år har vi udvalgt omkring 30 forskellige slags. Sidste år havde vi kun det halve, så vi har tydeligvis haft svært at begrænse os.

Som blomsterbonde er georginen fantastisk, fordi den er så produktiv. Men også i haven derhjemme kan du få buketter hele sommeren uden ret meget arbejde. Og så er georginer faktisk spiselige - både blomsterblade og rødder, selvom sidstnævnte nu ikke ser super appetitlige ud.

© Tina Brok Hansen

Vi oplever tit, at folk er lidt skeptiske over for at dyrke georginer, fordi de ikke kan tåle frost og derfor skal graves op om efteråret og gemmes vinteren over. Men orker du ikke det, kan de bare behandles som étårige. Så har du også en god undskyldning for at købe nye spændende varianter hvert år. Alternativt kan de plantes i potter og sættes ind om vinteren. 

© Tina Brok Hansen

Gem og del

Hvis du har knolde fra sidste år, kan de ofte deles og blive til flere planter. Tricket er at dele knoldene, så der er et ”vækstøje” på hver del. Vækstøjnene kan være lidt svære at finde, men sidder ved basen af den gamle stilk. Du kan bruge en kniv til at lave de fleste delinger eller bare ”vrikke” dem fra hinanden. Nogle blomsternørder vasker og deler deres knolde om efteråret, når de er taget op af jorden. Men vi lægger dem gerne i kasser med lidt jord på, så de bevarer noget fugtighed og deler dem så først om foråret. På den måde er risikoen for, at der går råd i ”skærefladerne” også mindre.

Men når det er sagt, så var ¼ af vores knolde alligevel rådne, da vi fandt dem frem fra laden i slutningen af marts. Ikke nogen sjov opdagelse. Det er sådan en fin balance at holde dem tørre, uden at de tørrer ud, når man ikke lige har et opbevaringsrum, som både er tørt, frostfrit og køligt (gerne omkring 10 grader). Heldigvis kunne de resterende gode knolde deles tilpas mange gange til, at vi (forhåbentlig) stadig får to fine georginemarker i år. 

© Tina Brok Hansen

Tålmodighed betaler sig

Man kan meget nemt fristes til at at lægge georgine knoldene i jorden allerede først i april. Især hvis påsken ligger på det tidspunkt og vejret er lunt. Men det er altid en god ide at tjekke, om jorden er varm nok. Prøv at stikke en spade i jorden og grav lidt. Hvis jorden er kold og tung og klistrer så meget til spaden, at det ikke er sjovt at grave, er jorden ikke varm nok. Man kan også stikke et jordtermometer i jorden. Er jorden under 5 grader, er den for kold.

I år har vi kickstartet de fleste af vores georginer i drivhuset i slutningen af marts. Vi har gjort dem våde og lagt dem i potter med god økologisk pottejord. Vi er stadig usikre på, om det gør den store forskel i forhold blomstringstidspunktet, som sidste år var midt i juli. Men om ikke andet kan vi se, hvilke knolde der har overlevet vinteren, så vi ikke får ”huller” i georginerækkerne i marken. Stiklingeformering, hvor man tager stiklinger af de skud, knoldene skyder, må blive næste år – der skal processen helst startes allerede i februar. 

© Tina Brok Hansen

Pas på sneglene

Sidste år var sneglene meget hårde ved vores små spirende georgineplanter. Så I år kommer vi til at holde ekstra øje med georginernes del af marken, og så skal der ellers samles snegle! Der findes mange husråd mod dræbersnegle. Det kan fx være en god ide at plante georginerne i et højbed eller at sætte et sneglehegn op for at nedsætte risikoen for planteangreb. 

© Tina Brok Hansen

Det har vi i vasen lige nu

Vi har snydt lidt. Billederne er faktisk taget i august sidste år og viser så fint, hvorfor vi elsker georginer. Den store cremefarvede georgine i brudebuketten hedder Cafe au lait og er ofte blandt brudenes favoritter. På det andet billede ses en rigtig boheme-blomsterkrans med farverige georginer.

© Tina Brok Hansen
© Tina Brok Hansen

Miniguide til at plante georginer

Når jorden er klar (typisk i starten af maj) og knoldene skal lægges, er fremgangsmåden simpel:

  • Grav jorden godt igennem og bland evt. lidt kompost i den løse jord, så knoldene får lidt ekstra næring. Husk at sætte dem et solrigt sted for de elsker varmen.
  • Grav huller til knoldene, så oversiden af knolden ender med at ligge cirka 10 cm under jordens overflade. Nogle sorter bliver meget store, så der skal være mellem en halv og en hel meter imellem midten af hullerne.
  • Gør knoldene våde og læg dem i jorden med den ”gamle” stilk pegende opad.
  • Dæk knoldene til med jord og glæd dig til at planterne titter frem. Georginerne blomstrer typisk fra juli til den første frost.
  • Høje georginer skal bindes op, så de ikke vælter.

Mere om Vildevioler

Følg de vilde violers arbejde i blomstermarken og læs mere om deres passion for økologi her på Bobedre.dk

Du kan også kigge forbi Vildeviolers egen hjemmeside eller følge dem på Instagram. Har du fået lyst til at møde Marie og Christina og se deres blomstermark, arrangerer de også BlomsterWorkshops og teambuildingdage. Læs mere her.

Måske er du interesseret i...

Andre læser