07/09/10
Journalist: Christina B. Kjeldsen
Vores huskok Mads Nybro, som står bag BO BEDREs smukke gæstemenuer, er en kreativ herre. Og han er ikke bange for at eksperimentere. Derfor planlægger jeg inden længe at besøge ham i hans “laboratorium” – nemlig Private Dining-konceptet BetaBeta i Århus, som med jævne mellemrum arrangerer helt særlige madoplevelser.
Fx tager Mads og hans team i september fat på de traditionelle Fastfood-ikoner som fish’n’chips, burger, dåseraviolo – kort sagt alt det, vi forbinder med dårlig og underlødig kost. De bliver forvandlet, udvidet og forbedret til det udsøgte og perfekte i et overraskende interaktionsmåltid. Det lyder i hvert fald spændende …
Du kan tilmelde dig på betabeta.dk, hvor du også kan holde øje med fremtidige temaer.
06/09/10
Journalist: Charlotte Ravnholt
Jeg er ret begejstret for skriveborde, især hele det miljø, man kan skabe omkring dem med opslagstavle over, en flot lampe, små stilleben, lækre skriveredskaber og selvfølgelig med plads til både at bruge den bærbare, til at skrive i hånden og til at læse ved.
Egentlig er jeg mest til det arkitektede, klassiske og stringente, men jeg er faldet pladask for dette nye bord/chatol i sort højglans, Dessert Desk & Kit, fra Day Home, med små skuffer og hylder – noget, der nok appellerer mest til kvinderne … Et bord, som nemt og hurtigt kan ændre udtryk alt efter, hvilken stol og hvilke accessories, du vælger til. Pris 9995 kr.
Se mere på day.dk/
05/09/10
Journalist: Stine F. Mathiasen
På væggen i mit køkken hænger dette billede (Impending Doom) af Julie Nord, og det er med til at gøre en sur tjans som opvask til en lidt(!) mere overskuelig opgave. Jeg elsker nemlig at gå på opdagelse i hendes værker, der ved første øjekast virker ganske søde og uskyldige, men som ved nærmere granskning byder på både eventyr, uhygge og mange små overraskelser.
Nu kan man på ARoS Aarhus Kunstmuseum opleve Julie Nords hidtil største soloudstilling, Xenoglossy, til den 21. november.
Se mere på julienord.dk og aros.dk
04/09/10
Journalist: Erik Rimmer
Designeren Margrethe Odgaard har skabt lidt af et unikt nyt design til spisebordet. Jeg så den første gang, da jeg var dommer på årets Formlandmesse, og dugen blev da også en af de fire ting, vi valgte at nominere til årets pris.
Ideen er udsprunget af designerens tidlige fascination af sin farmors duge, der blev rullet og foldet med perfektionisme, men når dugen blev taget ud af skabet og lagt på bordet, var folderne så dominerende, at man ikke lagde mærke til dugens mønster. Med dugen Fold-Unfold har designeren vendt folderne til dugens fordel – rigtig fin i en farverig 70’er-stil. 599 kr. hos Hay.
03/09/10
Journalist: Mette Eland
Tredje sæson af min absolutte yndlingsserie "Mad Men" er i butikkerne, jeg så første og anden sæson inden for en uge, og var solgt med det samme.
Serien handler om reklamebranchen på Manhattan i starten af 60’erne – dengang mændene gik på job, drak og røg i et væk, mens kvinderne holdt hus og passede børn. Man følger i en række personer, og føler med dem i de både personlige og moralske dilemmaer, som de konstant befinder sig i.
Ikke nok med, at serien er superspændende – den er også spækket med smukke mennesker, lækkert tøj og enkelt 60’er design.
Er du lige som mig, en kæmpe fan, kan du lave din egen Mad Men figur på
madmenyourself.com
02/09/10
Journalist: Kasper Foged Rasmussen
Det er fedt at tage musik med ud på altanen, på stranden eller i haven.
Jeg vil gerne have den lækre BeoSound 3 med i hånden. Den har indbygget FM-radio, SD-kortlæser og vækkeur og genopladeligt batteri og så er det hele indpakket i et anodiseret aluminiumkabinet. Den koster 5195 kr.
Se mere på bang-olufsen.dk
01/09/10
Journalist: Randi Rix
Producenten Carl Hansen & Søn har i forbindelse med 60-års dagen for Y-stolen, besluttet sig til at gå nye veje. I stedet for endnu en limited edition-udgave af deres designklassiker, har firmaet besluttet sig for at indsamle historier, billeder og videoklip fra de mange tusinde mennesker, som gennem årene enten har købt, fået, arvet eller måske endda fundet stolen.
Den 1. september lancerer Carl Hansen & Søn wishbonestory.com. Her kan alle i hele verden uploade personlige fortællinger i ord og billeder, der på en eller anden måde har med Y-stolen at gøre.
Vidste du, at på Y-stolen udfører menneskehænder 170 operationer i fremstillingen. Det tager en time at flette sædet til en Y-stol, og der går 80 meter papirgarn til den. Der bliver lavet 17.000 om året, og mens Danmark aftager halvdelen, finder ca. 4000 eksemplarer vej til Japan.
Læs mere på wishbonestory.com
P.s. Jeg er lige blevet ven med den flotte Y-stol på facebook ;-)
31/08/10
Journalist: Charlotte Ravnholt
Hvis jeg skulle investere i kunst i disse år, ville valget falde på fotokunst. Der sker utrolig mange spændende ting på den front, og både museer, gallerier og købere har for alvor fået øjnene op for netop denne kunstform. Se fx netop nu udstillingen Uforudsigeligheden i det velkendte på Vejle Kunstmuseum (28. august til den 24. oktober).
Her kan du opleve den amerikanske kunster Tim White-Sobieski og den kineskiske Maleonn, begge to fremragende eksponenter for vor tids mest markante fotokunstnere. Grevinde Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe er kurator på udstillingen. Og hun har udlånt 18 værker fra hendes eget galleri, CDS ART & VISIBILITY, nøje udvalgt for at illustrere den diversitet, der eksisterer i fotokunsten. Til venstre værket Moon Catcher af Tim White-Sobieski.
Se mere på vejlekunstmuseum.dk/
30/08/10
Journalist: Christina B. Kjeldsen
Der er noget smukt og helt særligt over Tivoli, når det er mørkt – det har jeg i hvert fald altid tænkt, når jeg har slentret rundt derinde efter mørkets frembrud. Og for de gæster som kommer langvejsfra – både udland og den anden side af Storebælt – må det gælde om at forlænge oplevelsen af et besøg i den gamle have så meget som muligt.
De kan nu tjekke ind på det spritnye Tivoli Hotel, som holder officiel åbning den 2. september. Et helt hotel dedikeret til den særlige Tivoli-ånd og designhistorie – komplet med en tre etager høj karrusel i lobbyen, pool, Brasserie og sushibar på 13. etage med udsigt over hele byen. Hotellet har 382 værelser i Tivoli-design og 20 helt særlige værelser med Garder- og Columbinetemaer. Det lægger da op til en eventyrlig nat i Tivoli.
Se mere på tivoli.dk.
29/08/10
Journalist: Mette Eland
Arne Jacobsen udviklede i 1969-70 sit Kubeflex-sommerhus til typehusudstillingen Archibo. Huset blev dog aldrig sat i produktion, der findes derfor kun et eneste eksemplar – og det kan du opleve på Trapholt i Kolding.
Jeg er vild med Arne Jacobsen, og havde jeg vidst at dette sommerhus i mange år, har stået på en strand i Sydsjælland, hvor jeg kommer fra – ville jeg bestemt have smuttet forbi og kigget ude fra vejen. Men huset er flyttet til Trapholt, og turen må i stedet gå til Kolding, hvis huset skal opleves.
Huset har en indrettet spise- og opholdstue samt eksempler på Arne Jacobsens øvrige design, bl.a. armaturlinjen Vola og serveringsserien Cylinda Line.
Er du også blevet nysgerrig, så se mere på trapholt.dk