© iStock

Så ofte bør du udskifte din hovedpude

Sengetøjet husker de fleste nok at skifte med jævne mellemrum, men selve puden skal også vaskes og faktisk udskiftes oftere, end man lige tror.

2. september 2016 af Sarah Lyster Nielsen

Kortvarig komfortlykke

Du har sikkert en yndlingspude, som er møffet og mast til perfektion, så du ligger helt rigtigt om natten. Desværre varer komfortlykken ikke evigt - du skal nemlig huske at vaske og skifte dine puder ud med jævne mellemrum.

Skidt og støvmider

Det handler ikke så meget om, hvorvidt puden er gået i stykker eller blevet flad, men mere om, at der ofte bor en hel hær af mikroskopiske dyr og organiske rester i den. Puden gemmer på skidt, olier og døde hudceller, og det kan på sigt give dårlig hud.

Desuden bor sandsynligvis også støvmider i din pude - de hører til edderkopfamilien, og de flytter gerne ind i små, hyggelige sprækker i hovedpuden. Støvmider er dog ikke bare ubehagelige at tænke på, de er også svært ubehagelige for folk, der er allergiske over for dem.

Sådan holder du din pude ren

Derfor anbefales det, at du som minimum vasker dit pudebetræk hver tredje uge og får vasket din pude hver tredje måned. Puder, der ikke indeholder dun, kan godt tåle en tur i vaskemaskinen, men dunpuder skal gerne til rensning.

Alt efter, hvor slem din eventuelle allergi er, kan du godt være nødt til at skifte din pude ud hvert halve år, men ellers kan du godt nøjes med hvert tredje år.

Kilde: Huffington Post

Måske er du interesseret i...

Andre læser