Vipp åbner hotel med ét værelse

Når du tjekker ind på Vipp Hotel er du helt sikker på at være den eneste gæst

1. november 2017
vipp hotel small living stue
© Vipp

Interiørbrandet Vipp har lavet et nyt hotelkoncept, der splitter den traditionelle forståelse for hoteller ad. Fra i dag kan man checke ind i en lækker suite på Islands Brygge, hvor der ikke er nogen naboværelser. De andre værelser kommer nemlig til at ligge på helt andre lokationer.

Sådan et hotelkoncept kræver en helt særlig tilgang til interiør. Det har indretningsarkitekten David Thulstrup. Han har tidligere indrettet Vipps concept store i København K, og er i gang med at lægge sidste hånd på indretningen af nomas nye lokaler ved Christianshavn. Nu kan han sammen med Vipp præsentere hotelsuiten på Islands Brygge, som er den første suite på Vipp-hotellet.

Vipp hotel small living seng soveværelse Poul Kjærholm
© Vipp

Vi har talt med ham om, hvilke tanker, han gjorde sig, da han indrettede suiten. Han fortæller, at han bl.a. brugte omgivelserne som inspiration:

– Det her værelse skal bære præg af, at det ligger i en gammel bygning i byen. Man skal kunne mærke, at det er en bylejlighed.

Han har fremhævet den gamle bygnings kvaliteter ved at sandblæse de før hvidmalede træstolper, lægge lækre bredplankede trægulve og udnytte tag-lejlighedens mange muligheder for stort lysindfald.

Derudover har han arbejdet meget med at skabe en uhøjtidelig stemning i suiten:

– Det skal emme af hygge. Det skal være et sted, hvor man kan hygge sig, når man kommer hjem fra arbejde eller møde, eller hvad man nu er i byen for. Jeg har egentlig set lidt på det, som var det mere en lejlighed end et hotelværelse.

Vipp hotel køkken
© Vipp

De hyggelige rammer har han skabt ved at sammensætte specialudvalgt, særpræget interiør:

– Jeg har valgt design, der tør noget mere. Et orange gardin, grønne sofaer og kæmpe plantekasser. Det skal være forfriskende og ikke forfinet. Man skal føle, at man kan være her i en weekend, og måske endda invitere gæster på middag. Der er jo en grund til, at der er et kæmpe køkken. Det skal føles rart og hjemligt – ikke som et kedeligt hotel-værelse,

fortæller han.

Suiten på Islands Brygge er den første og indtil videre eneste suite på Vipp hotel, og den er åben fra i dag. Adressen er Snorresgade 22, 2300 København.

vipp hotel køkken daybed stue
© Vipp

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter