Skulder ved skulder

Keramik-virksomheden Kähler fylder 175 i år. Vi har mødt de drivende kræfter, der har genfødt virksomheden.

16. juli 2014 af Jakob L. Falhof

Når man står i spidsen for Kähler, der i år fylder 175 år, er det naturligt, hvis man læner sig lidt tilbage og gør status over årene. Især i forbindelse med et besøg i Kählers restaurant i Tivoli, hvor man sidder behageligt og afslappet i en af de Finn Juhl-stole, restauranten blandt andet er møbleret med. Men den tilbagelænede attitude er ren facade, for CEO Jesper Holst Schmidt og ejer Frantz Longhi, som har taget plads om bordet, brænder igennem med energi og virkelyst: Der er masser af planer for, hvordan Kähler også de kommende 175 år skal markere sig.

- De seneste år er det gået virkelig godt for os. Vi har sidste år fordoblet vores omsætning, og vi regner med at gøre det samme i år, fortæller Jesper Holst Schmidt.

Baggrunden er, at Kähler var gået konkurs og røg på auktion i 2008, hvor Frantz Longhi, som han selv siger, lidt for sjov lagde et bud, som siden viste sig at være det højeste.

- Mange mente, at det var helt skævt at gå ind i Kähler, men jeg så et potentiale og nogle muligheder for at genrejse virksomheden. Så jeg lagde et bud, og næste morgen blev jeg ringet op med beskeden om, at jeg nu ejede Kähler, siger Frantz Longhi.

Han uddannet arkitekt og ejer en konsulentvirksomhed for bæredygtig udvikling. Det stod derfor ikke i kortene, at han skulle eje en keramikvirksomhed, men udover at være entrepenant vil Frantz Longhi gerne bevare det, der er værd at bevare. Fx en hensygnende keramikfabrik med en lang og stolt historie som Kähler.

- Det var fra starten vigtigt for mig at vise, at jeg købte Kähler for at være med på den lange bane. Jeg vil ikke bare score en hurtig gevinst på et konkursbo, understreger han.

Både ejer og CEO er enige om, at den succes, Kähler siden har haft, skyldes det usædvanligt tætte samarbejde, der er mellem de to - og at de har turdet tage chancer.

- Vi lagde ud med at bruge rigtig mange penge på markedsføring de første år. Vi oplevede, at Kähler var et velkendt navn blandt ældre danskere, mens de unge ikke kendte til det. Den udvikling har vi vendt, så det i dag er 58 procent af alle kvinder, der kender Kähler og vores produkter i modsætning til 24 procent i 2007, siger Jesper Holst Schmidt.

Strategien har blandt andet været, at Kähler skal være synlige i nye sammenhænge. Derfor har de åbnet en række restauranter - to i Aarhus og en i København - samt en café i Aarhus, hvor man kan opleve Kählers univers i sammenhæng med andre designklassikere, såsom Finn Juhl- og Wegner-stole, Le Klint-lamper m.m. Sidste år besøgte 100.000 gæster restauranterne, og 94 procent siger, at de vil anbefale dem til en bekendt. Det er en branding, der er uvurderlig, fordi det på en og samme gang fremhæver Kählers produkter og sætter dem ind i en sammenhæng med de designklassikere, der i øvrigt udgør restauranternes inventar, god mad, behagelig stemning og hygge. Men det var, som købet af Kähler, lidt en tilfældighed, at virksomheden gik ind i resturationsbranchen.

- Der lå en café på samme gade, hvor vores kontor i Aarhus ligger, og det gik vist ikke så godt for dem, for de spurgte, om vi ikke ville overtage cafeen. Og så var vi pludselig også i den branche, forklarer Frantz Longhi.

I det hele taget vælger Kähler ofte at gå andre veje end de slagne, og det har de tænkt sig at blive ved med.

- Blandt andet ved at vi selv står for al markedsføring. Det hænger sammen med, at jeg selv har en baggrund i marketing og derfor havde svært ved at se, hvorfor vi skulle sætte nogle eksterne til at lave vores markedsføring. Vi er jo dem, der bedst kender vores produkter, og som brænder for dem, siger Jesper Holst Schmidt.

Om det er markedsføringens skyld, at Omaggio-serien er blevet modtaget med åbne (kvinde)arme i et stort antal danske hjem, er åbent for fortolkning. Men de stribede vaser og lysestager er i hvert fald virksomhedens ubetinget største succes, som der hvert år kommer nye udgaver af. Men også overtagelsen af Ursula-stellet, designet af Ursula Munch Petersen, som tidligere blev produceret af Royal Copenhagen, har givet positiv omtale og anerkendelse.

- Royal Copenhagen havde standset produktionen, og når der så er gået et vist antal år, falder rettighederne tilbage til designeren. Så vi kontaktede Ursula Munch Petersen, og hun var naturligvis meget interesseret i at få det i produktion igen. Men derudover sender vi hvert år mere end 160 nye produkter på markedet. Det er lige fra helt nye designs til nye farver på Omaggio-vaserne, forklarer Jesper Holst Schmidt.

Et spritnyt eksempel er netop Omaggio-vasen, som i forbindelse med jubilæet kommer i en særlig udgave med gyldne striber, og til august lancerer Kähler en ny kontor-serie, der er særligt målretttet kvinder.

Både Frantz Longhi og Jesper Holst Schmidt slår dog fast, at det er vigtigt at fastholde de værdier og traditioner, der gennem tiderne er blevet oparbejdet i Kähler. Fx traditionen med at få tidens førende kunstnere til at udvikle design, sådan som det tidligere har været tilfældet med Thorvald Bindesbøll, Kai Nielsen og Svend Hammershøi. I dag er det fx Louise Hindsgavl, Jeanette List Amstrup og designduoen Stilleben, de samarbejder med. Men det er også vigtigt at nævne de mange samarbejder, Kähler har med nye, upcoming designere.

- Vi kommer med en lang række oplæg i løbet af et år, som vi lægger ud hos forskellige designere. Og mange af dem er ikke navne, der er bredt kendte, men vi ser det også som en opgave at give nye designere en chance, samtidig med, at de ofte har noget rigtig spændende at byde ind med, siger Frantz Longhi.

De flotte salgstal i især Danmark og Norge kunne få nogle til at kalde det mission accomplished. Men ikke Jesper Holst Schmidt og Frantz Longhi. For dem betyder det blot, at deres mission er godt begyndt.

- Vi skal helt klart vokse yderligere, og det gælder især eksportmarkederne. Det er bl.a. derfor, vi har ansat 11 nye medarbejdere i administrationen og forventer yderligere ansættelse i løbet af i år, forklarer Jesper Holst Schmidt, som dog ikke vil gå yderligere ind på, hvilke markeder der er tale om.

Et godt bud er dog Sverige og måske nogle af de oversøiske markeder. Og opskriften kan meget vel være den samme, som har givet succes i Danmark: massiv markedsføring kombineret med stor synlighed og et engagement, der viser, at de ikke kun tænker i overskud, men har en stor kærlighed til de produkter og projekter, de sender over disken.

 

Svend Hammershøi er en af de kunstnere, der i begyndelsen af 1900-tallet skabte nogle af Kählers klassikere. Han var lillebror til den mere kendte Vilhelm Hammershøi, men hans stil minder på mange måder om storebroderens. Her ses han midt i arbejdet på den gamle Kählerfabrik i Næstved.

Virksomheden Kähler er skabt af den holstenske pottemager Herman A. Kähler, som i 1839 åbnede et keramikværksted på Kindhestegade i Næstved. Fabrikken flyttede senere til Kählersbakken i Næstved - en bygning, som den nuværende ejer af Kähler for nylig har generhvervet og har planer om at bruge som arbejdende museum, aktivitetshus, café el.lign: Planerne er lige nu mange og ret løse, men vi måtte købe bygningen. Den er en del af Kählers historie, og da vi kom ind, var der stadig støbeforme og og kopper med kaffegrums i, som om den var blevet lukket forleden, forklarer Kählers ejer Frantz Longhi.

Efter at Kähler blev overtaget af Frantz Longhi i 2008, er der blevet lanceret en lang række nye produkter. Det mest populære af dem er uden tvivl Omaggio-serien, som i forbindelse med jubilæet bliver produceret i en særlig gylden udgave, der allerede kan købes i butikkerne.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter