© Nicolai Bejder/Bemerk og Anette Langberg

"Show her some respect, she's all worn out!"

Forsanger i rockbandet Kashmir, Kasper Eistrup, vil koncentrere sig om sin billedkunst nu. Han er aktuel med udstillingen The Generous Girls, som viser pornomodellers ukendte nøgenhed - deres ansigter.

26. august 2015 af Mette Nexmand

Hvis jeg var dumsmart, ville jeg indlede denne artikel med at skrive, at Kasper Eistrup har set rigtig meget porno på det seneste.
Hvilket han har. Men selvfølgelig er der en forklaring. Musikeren og kunstneren stener ikke bare porno og erotik for ingenting – han har ledt efter kvinder til en række anderledes portrætter.
Det er der nu kommet en udstilling og en bog ud af, The Generous Girls, på Litografisk Atelier Hostrup-Pedersen & Johansen. Udstillingen åbner fredag d. 28. august.

Læs også: Maleren, der flyttede ud i skoven

The Generous Girls består af ni litografier, ni portrætter, som trykkes i 40 eksemplarer hver. Processen med stentryk er flere hundrede år gammel og langsommelig, nærmest mediterende.
- Det er meget, meget langt fra de laserprints, vi kender. Det har en helt anden dybde og detaljerigdom, forklarer Kasper Eistrup, da vi står i værkstedet, hvor litografierne fødes.
Han læner sig sig op af et jernbjerg af en trykmaskine, den ser antik, men produktiv ud. Vi får en nørdet indføring i stentryk, som kort fortalt handler om, at fedt skyr vand – og vand skyr fedt. Forvirret? Selvfølgelig, men alt i alt er det et håndværk, hvor man tegner motiverne på stenplader og med den rette kemiske proces og materialer frembringer det tænkte motiv.
Kunstneren har én sten pr. farve, og der er typisk fem-seks farver i Eistrups litografier. Ingen værker er helt ens.
- Det er en teknik fuld af begrænsninger. Jeg kan ikke vide på forhånd, hvad der præcist sker i trykket, det er noget helt andet, end når jeg maler med olie fx, siger han. Og man aner, at dét med ikke at være i fuld kontrol kan være svært for denne mand.
- Jeg skulle lige vænne mig til det, kommer det stille.
Han er perfektionist, og de 25 år med et af Danmarks mest succesrige rockbands, Kashmir, har heller ikket været uden angstprovokerende oplevelser for sangeren, der altid gik op på scenen med samme indædte koncentration.
Nu kan han ikke være i det mere. Nok med tourbusser, festivals-tomgang, øllede pits og 40-årige, der prøver at være 20 (og ja, jeg taler om publikum).
Mange fans begræder bandets beslutning om at stoppe og kan ikke rigtig bruge det til noget, når Eistrup siger:
- Jeg får det samme output i kunsten, som når jeg skriver sangtekster. Der er ikke den store forskel.
Men hvad så med os?
Vi må prøve at leve os ind i kunsten i stedet. De ni portrætter har nemlig noget af det, vi kender fra Kasper Eistrups tekstunivers. Kvinder har altid følt sig forstået af Kashmir. ”Show her some respect, she's all worn out!”

Læs også: Kunstner går amok med Arne Jacobsens Tunge

Portrætterne af pornoskuespillerne er bevidst uskyldsrene, eller i hvert fald kogt ned til essensen af deres menneskelige udstråling. Nøgenheden ligger i det udtryk, som kommer frem, når de ikke foregiver, når de ikke er på arbejde. Flere af dem er vanvittigt smukke i denne fremstilling, de får et ansigt for første gang.
- Porno er jo ikke det pæneste, vi har. Æstetikken er mildest talt fraværende. Jeg har forsøgt at finde skønheden igen, siger Eistrup.

Et litografi fra serien The Generous Girls kan købes for 3800 kr., hvilket er mindst en tiende del af, hvad et værk af den efterhånden etablerede kunstner Kasper Eistrup ellers koster. Det er en mulighed for at erhverve sig et stykke kunst uden at rive sig, og samtidig kan man være sikker på, at litografien er unik – Eistrup har stået med sin stenplade og stædighed ved dem alle sammen.
Som billedkunstner passer han godt i gruppen af plus-40-danskere, som står stærkt, også i udlandet. De benævnes 'yngre kunstnere', og det er sikkert rart at bevæge sig rundt i dén verden som tidligere rockstjerne, der har måttet leve med det evige ungdomsskisma. 
Selv er Eistrup meget inspireret af amerikanske John Copeland, der er en af de helt store newyorker-navne indenfor comptemperary art.

 

Læs mere om udstillingen og Litografisk Atelier her

Der er er i alt ni litografier i Kasper Eistrups serie The Generous Girl, som trykkes i 40 eksemplarer hver. De kan købes via Litografisk Atelier.

Herover bogen "Heavy Rocks" , som udkommer d. 28. august, og rummer hele Kasper Eistrups katalog af litografiske værker.

Kan bestilles på Forlaget Aftryk her.

Måske er du interesseret i...

Andre læser