Grænseløs kreativitet

For grundlæggerne af All the Way to Paris handler det om konstant at gå hele vejen og aldrig stoppe op i en tryghedszone.

18. februar 2015 af Kasper foged Rasmusssen

Svenske Petra Olsson Gendt og danske Tanja Vibe mødte hinanden allerede under studierne på Designskolen. Siden har de knapt veget fra hinandens side og har tilsammen skabt en af landets mest succesfulde grafiske designvirksomheder. De senere år har de bevæget sig mere og mere ind i en verden af produktdesign og har senest skabt Another Rug-tæppeserien for &tradition. BO BEDRE mødte dem i deres studie i København.
- Vores navn udspringer af, at vi ville hedde noget, hvor ordet design ikke indgik. Navnet skulle rumme en historie og vække associationer. Navnet rummer også det internationale, for det er vigtigt for os, at vi ikke lader os begrænse. Vi vil ikke bare være skandinaviske. Jeg er svensk, og Tanja er dansk, og vi har et team, der er tysk, fransk, schweizisk. Så navnet handler om grænseløsheden, men også om at gå hele vejen og ikke stoppe op i en eller anden tryghedszone, fortæller Petra Olsson Gendt.

- Vi er som udgangspunkt grafiske designere, men har altid haft en interesse i produktdesign. Vi har et ret bredt spektrum af kunder og har arbejdet meget sammen med virksomheder, kunstmuseer og gallerier og på det seneste også designfirmaer som Georg Jensen, Hay og &tradition, siger Tanja Vibe.

De er begge uddannede grafiske designere og har gennem mange år brugt tiden på at formidle andres ting. Det er først de senere år, at de har fået mere bred opmærksomhed på grund af deres produkter, men deres grafiske signatur er stadig deres største force.

- Vores signatur har altid været blandingen af det meget grafiske og det håndgjorte, lidt analoge udtryk. Det har vi arbejdet med i alle vores projekter, og det er meget vigtigt for os. Vores fordel er nok, at vi kan udfordre, fordi vi ikke kender grænserne, men vi skal lige vænne os til, at det tager 2 år at få et gulvtæppe helt færdigt og i produktion - det går lidt hurtigere, når vi designer en bog eller et visitkort, men det er superspændende, siger de med et grin.

 

Patchworkplaider designet for Hay. Fås i seks farvekombinationer fra 1999 kr.

 

Kontorartikler med håndlavet præg for Hay. Fx plissémapper til opbevaring fra 149 kr.

 

Med inspiration fra mønstre og farveskalaer, fundet i Georg Jensens arkiv, har All the Way to Paris skabt nye design til det populære Henning Koppel-ur. 1999 kr.

Another Rug-kollektionen bærer tydeligt præg af All the Way to Paris’ fornemmelse for grafiske detaljer og farveforståelse. Fås i tre størrelser og fire farver, fx 170 x 240 cm, 4495 kr., &tradition.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter