Dansk designers faderfigur

Navnet Kaare Klint nyder måske ikke så stor genkendelighed, men hans betydning for moderne dansk design kan ikke overvurderes.

4. januar 2015 af Kasper foged Rasmusssen

Kaare Klints Faaborg-stol er det første danske møbeldesign, der kan bryste sig af at have været i produktion i imponerende 100 år. Det er en pragtpræstation, man skal lede langt efter, selv uden for Danmarks grænser. Stolens skaber Kaare Klint (1888-1954) er dog heller ikke hvem som helst. Han bliver ofte refereret til som dansk møbelkunsts fader, og den indflydelse han udøvede som leder af Skolen for Møbelkunst og Rumudstyr ved Kunstakademiets Arkitektskole i København fra 1924 til 1954 er - monumental. Hans elever, der talte formgivere som Børge Mogensen, Mogens Koch og Ole Wanscher, tog med udgangspunkt i Kaare Klints stringente og matematisk funderede tilgang til design den danske møbeltradition ind i det, der senere udviklede sig til begrebet Danish Modern. Han mente, at fortidens teknikker og sans for
materialer skulle kombineres med moderne opmålinger af menneskekoppen. Undervisningsmetoden, der refereres til som Den Klintske Skole, blev epokegørende. Klint bad sine elever om at bygge møblerne op med afsæt i grundige foranalyser af opgaven, kombineret med den viden, som traditionen giver. Stilen var mindre betydningsfuld, mens funktionsanalysen, materialevalget og materialebearbejdelsen var det vigtigste.

Allerede i 1914 havde Kaare Klint skabt Faaborg-stolen til Faaborg Museum, der blev tegnet af arkitekten Carl Petersen og åbnede i 1915. Stolen, der var banebrydende for sin tid, er minimalistisk og funktionel.

- Når jeg taler med møbelarkitekter i 2014, så fortæller de, at Kaare Klints principper er de samme, som bruges i dag - det er ham, der har skabt den tradition og de rammer, man stadig underviser ud fra, siger David Rosenkvist, der er direktør for Rud. Rasmussens Snedkerier, der gennem 100 år har produceret Kaare Klints møbler.

- Det skifte fra nyklassicisme til modernisme, han stod for i 1910’erne og 1920’erne, er Faaborg-stolen symbolet på. Det er den første danske designklas- siker, hvilket gør særligt den stol så unik, siger han.
Rud. Rasmussens Snedkerier sætter alle sejl til i fejringen af stolen og har blandt andet produceret ti helt særlige jubilæumsudgaver.

- Stolen, han skaber som 26-årig, vokser ud af en idé om at lave en let, flytbar, ikke-forstyrrende mini- malistisk stol, som skal stå i malerisamlingen. Der er nogle ornamenter på den til at starte med, som man kan se på tegningerne. De begynder langsomt at blive fjernet i processen, og stolen bliver mere og mere simplificeret. Med udgangpunkt i en ren funktion og lethed designer han den med et fletsæde og en fletryg, så den ikke forstyrrer opmærksomheden. Den skal være så enkel og elegant som muligt, fortæller David Rosenkvist.

- Vi følte, at vi ville prøve at føre stolen så meget tilbage til sin oprindelige form som muligt. Siden 1964 har vi lavet den med et polstersæde, som både er funktionelt og komfortabelt i forhold til det oprindelige, men fletsædet havde letheden og transparensen. Den første er lavet i masret eg, som er de her gevækster på træstammen, der kommer på egetræet - både nede ved rodnettet og på knuderne op langs stammen. Det er træ med en sammenfiltring af årer uden egentlig struktur. Så de gik på opdagelse for at finde ud af, om de overhovedet kunne skaffe masret eg.

- Vi fandt ud af, at Jørgen Rud sammen med folk fra værkstedet fældede et elmetræ, som
stod her i gården. Det blev fældet for 25 år siden, så da vi ringede til ham, sagde han: ”Hvorfor bruger I ikke masret elm?” Træet blev fældet, da det var omkring 100 år gammelt, og havde ligget i kælderen og tørret i 25 år. Vi begyndte at måle op for at se, hvor mange stole vi eventuelt kunne få ud af det. Normalt skærer man den del af træet fra, fordi man kigger efter
den lineære årestruktur i træet. Det specielle her var, at det kun var den, vi var på udkig efter.
Det er et snedkermesterværk på den måde, at der både er brugt finérteknik og massivt træ og et dristigt valg af træ, fordi masret træ er lidt besværligt at arbejde med. Der kunne blive til ti stole, som skal udstilles, og så skal de måske auktioneres væk på et tidspunkt. Derudover genintroducerer vi den i valnød, hvor vi nummererer de første 100 stk. i forbindelse med jubilæet, fortæller David Rosenkvist.

- I de år, hvor den har været mest populær, er der solgt cirka 200 om året, og fletterne kan ikke nå mere end et par stykker om ugen. Faaborg-stolen rummer historien om Kaare Klint og tilblivelsen af hele møbeldesignlinjen på Kunstakademiet. Den rummer også historien om Faaborg Museum med de fynske malere og om gesamtkunstwerket, arkitekturen, historien om Carl Petersen, så det siger næsten sig selv, at det er et af de mest betydningsfulde og interessante design i Danmarkshistorien.

 

 

Kaare Klint.

 

Stubben fra det gamle elmetræ, der i 100 år stod i baggården på Nørrebrogade, blev fældet for 25 år siden og lå indtil for få måneder siden og tørrede i kælderen. Nu er det blevet forvandlet til ti smukke Faaborg-stole.

 

Fremstillingen af de ti stole i masret elm var ikke nem, men de dygtige snedkere løste opgaven.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter