Benjamin Hubert

© bobedre.dk

Benjamin Hubert

Trods sine bare 29 år er Benjamin Hubert allerede en garvet stjerne.

26. september 2013 af Kasper Foged Rasmussen

Det har været et travlt år for den britiske designer Benjamin Hubert. BO BEDRE møder ham i Milano, og det første, han udbryder, er: “jeg har brug for to af mig for at kunne nå det hele!”. Det er naturligvis sagt med et smil på læben, for han ser ud til at nyde det internationale gennembrud han nu har fået, men som har ligget i støbeskeen, siden han forlod designskolen i 2006 med prisen som Best Graduating Designer of the Year.

I 2013 er det blandt andet blevet til en ny serie for italienske Cappellini, tre nyheder for italienske Moroso, en ny stol for tyske ClassiCon, en lampe for franske Ligne Roset og en serie terrakotta-krukker for danske Menu.

Mange danskere kender ham også for de smukke Spinning Lights, som han skabte for &tradition i 2010.

Benjamin Hubert er kendt for sin konceptuelle tilgang til design. For sin eksperimenteren med nye produktionsmetoder og materialer. For som han siger, så “... er det åndssvagt at blive ved med at skabe noget, der bare er næsten det samme som det, der var før. Hvis du designe noget nyt, skal der være en god grund til det.”

- Jeg er både inspireret af gamle håndværk som fx opbevaringskrukkerne fra Menu, og de mere innovative og tekniske udfordringer, fortæller han og pointerer, at kernen i hans filosofi er, at der skal være et formål med at vælge bestemte løsninger.

- Jeg er fascineret af nye materialer og produktionsmetoder, men krukkerne fra Menu er lavet i terrakotta, fordi det nu engang er det bedste materiale, hvis du vil opbevare ting tørt og køligt. På samme måde er de nye tekstiler til fx Cradle-stolen fra Moroso valgt for at give den bedste komfort for at gøre stolen let - det er også et eksempel på den bedste løsning, fortæller han.

- Både Cradle-stolen fra Moroso og Membrane-stolen fra ClassiCon, som vejer bare 3,5 kilo, handler desuden om at skabe mere af mindre - at designe en stor stol, men af færre materialer, end man ellers ville bruge i et møbel af den størrelse.

De fleste møbler er proppet med skum og andre materialer, der efterlader et stort CO2-fod-aftryk, og der har vi skabt møbler, der tilbyder lige så megen komfort, men med langt mindre, fortæller Benjamin Hubert, der selv har udviklet de nye tekstiler og henter en del af sin inspiration i modebranchen.  

- Det er ikke farver og trends, vi kigger på, men hvordan tøjet fremstilles, hvilket er et område med præget af innovation. Japanske designere som Issey Miyake og Yohij Yamamoto er meget inspirerende med deres lette og delikate udtryk. Det handler i det hele taget om at skære ned på materialeforbruget, fortæller han.  

- Bæredygtighed er bare et buzz-word. Der er alt for mange, der bruger det. Faktum er, at du som designer fx ikke kan kontrollere, hvordan ting bliver distribueret. Du kan ikke kontrollere, hvordan folk køber - du kan designe en bæredygtig stol, som så bliver købt over nettet i USA af en i Danmark og fragtet hele vejen til Europa. Så er det jo ikke bæredygtigt. Man kan gøre sit bedste, men det er mere komplekst, end man næsten kan forestille sig, fortæller Benjamin Hubert.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter