grill menu opskrifter dessert
© Anders Schønnemann

Sidste chance for en lækker grill menu

Nyd de sidste små-lune aftener med denne skønne grill menu, inden efteråret for alvor tager over.

23. september 2017 af Lone Kjær
grill menu opskrifter salat

Grillede salater får raffineret modspil af sæsonens sidste stikkelsbær og gedeost i denne superenkle forret. De grå og hvide tallerkener kommer fra keramiker Lone Schubert.

© Anders Schønnemann

Grillede salater, gedeost og stikkelsbær

Virkelig nemt, top lækkert og helt simpelt. Er du ikke til gedeost, så kan du i stedet røre ricotta med lidt salt og krydderurter og bruge det i stedet.

4 personer

Stikkelsbærkompot

  • 200 g stikkelsbær
  • 1 rød chili
  • saft af 1 citron
  • 2 spsk. sukker

Grillede salater

  • 2 hjertesalat
  • 1 radicchio
  • olivenolie
  • 100 g blød gedeost
  • 50 g saltede mandler

Fremgangsmåde:

Stikkelsbærkompot

  • Rens stikkelsbærrene. Flæk chilien, skrab frøene ud, og hak chilien fint.
  • Kom stikkelsbær, chili, citronsaft og sukker i en lille gryde og kog op. Kog ved svag varme, til stikkelsbærrene lige netop brister. Tag gryden af varmen.

Grillede salater

  • Skær salaterne i kvarte, men behold stokken på.
  • Pensl salaterne med olivenolie, og grill dem på skærefladen, til de er gyldne.
  • Anret stikkelsbærkompot med grillede salater, gedeosten og hakkede mandler.
  • Krydr med salt og peber. 
grill menu opskrifter hovedret

Det grillede perlehønebryst får selskab af ovnbagt blomkål, perlebyg og drys af ærter. Tallerken fra Aage Würtz og bestik fra Gense.  

© Anders Schønnemann

Perlehønebryst med bagt blomkål, ærter og brunet smør

Igen en enkel ret, som er let. appetitlig og perfekt at servere på en sommeraften.

4 personer

  • 100 g perlespelt
  • 500 g ærter i bælg
  • 1 lille blomkål
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. æbleeddike
  • flagesalt og peber

Perlehønebryst

  • 4 perlehønebryster
  • olivenolie
  • flagesalt og peber
  • 100 g smør

Fremgangsmåde: 

  • Kog perlespelt som angivet på pakken, afdryp og afkøl.
  • Bælg ærterne.
  • Del blomkålen i mindre buketter og kom den i et smurt ovnfast fad. Hæld olie og
  • eddike over og vend godt rundt. Krydr med salt og peber. Bag blomkålen ved 180 ° i ca. 20 minutter, til den er gylden og har taget farve, men stadig har lidt bid.
  • Perlehønebryst
  • Skær benene fra brystet. Pensl bryst-
  • kødet med olie, salt og peber, og grill i 
  • 5 min. på hver side.
  • Brun smørret. Skær kødet i skiver.
  • Kom lidt perlespelt i bunden af dybe tallerkener. Top med perlehønebryst, bagt blomkål og ærter, og hæld brunet smør over. 

grill menu opskrifter dessert

Desserten er en sommerklassiker med sprød marengs, liflige bær og piskefløde med chokolade. Små skåle i keramik fra Lone Schubert og teskeer fra Gense.

© Anders Schønnemann

Bær-fool med hjemmelavet marengs

Hvis man køber marengs, er det her verdens nemmeste dessert. Bager man dem i stedet selv – som vi naturligvis gør – går desserten lige et niveau op, og den bliver kun endnu bedre.

4 personer

Marengs

  • 3 æggehvider
  • 150 g sukker
  • 1 tsk. citronsaft

Råsyltede bær

  • 400 g bær
  • 50 g sukker
  • korn af 1 stang vanilje
  • 2 ½ dl piskefløde
  • 100 g mørk chokolade
  • 2 spsk. smuttede mandler

Fremgangsmåde: 

Marengs

  • Tænd ovnen på 100 ° varmluft.
  • Pisk æggehviderne stive med en håndmikser. Tilsæt citronsaft, og pisk. Tilsæt sukkeret gradvist, mens der fortsat piskes kraftigt. Top blandingen op ved hjælp af to skeer til marengs på ca. 5 cm i diameter.
  • Bag marengs i ca. 1 ½ time, til de er tørre.

Råsyltede bær

  • Rens bærrene, og kom dem i en skål sammen med sukker og vaniljekorn. Vend forsigtigt rundt.
  • Hak chokolade og mandler. Pisk fløden til skum og vend med chokolade og mandler.
  • Fordel lagvis knust marengs, råsyltede bær og flødeskum i fire skåle.
TIP Der bliver flere marengs, end du skal bruge til desserten. Opbevares resten i en beholder med tætsluttende låg, kan de holde sig længe. 

Måske er du interesseret i...

Andre læser