saltkarameltrøfler med karamelliserede peanuts saltkaramel trøfler

Fløjlsbløde saltkarameltrøfler med karamelliserede peanuts

Chokoladebloggeren Maja Vase fra Chocolat er pjattet med disse saltkarameltrøfler. Faktisk så pjattet, at hun serverer og spiser dem både, når sneen daler og solen steger. De rocker året rundt!

26. december 2015 af Maja Vase, Magasinet Lækkerier #3

Flabet lækre, fløjsbløde chokoladetrøfler lavet af Majas favoritchokolade af alle: karamelliseret hvid chokolade - tilsat gavmilde mængder salt og rullet i finthakkede, karamelliserede peanuts. Trøflerne rammer den perfekte balance mellem det søde og salte. Prøv selv!

Ingredienser

Trøffelmasse:
200 g hvid chokolade
100 ml piskefløde
15 g glukosesirup
1/3 tsk salt

Karamelliserede peanuts:
100 g saltede peanuts
100 g sukker

Mængde: 30 chokoladetrøfler

Fremgangsmåde

Trøffelmasse:

Hak chokoladen groft, og fordel den på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag chokoladen i 1/2-1 time ved 120 grader. Rør grundigt rundt i massen hver 10. minut. Bliv ikke bekymret, når chokoladen begynder at klumpe - det skal den.

Tag chokoladen ud af ovnen, når den har en fin gylden farve. Rør igen grundigt rundt i massen, så den bliver mere flydende. Kom chokoladen i en skål.

Bring fløde og glukosesirup forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen. Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade. Smag til med salt. Sæt trøffelmassen på køl i mindst fire timer eller natten over.

Karamelliserede peanuts:

Hak peanuts groft. Smelt sukker til gylden karamel i en tykbundet gryde, og rør de hakkede peanuts i. Hæld straks massen ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af. Hak den fint.

Form små kugler (à ca. 10 g) af trøffelmassen, og rul kuglerne i de karamelliserede peanuts. Opbevar trøflerne i en lufttæt beholder i køleskabet indtil servering.

Tip: Når du skal karamellisere hvid chokolade, er det altafgørende at bruge en hvid chokolade af god kvalitet. Maja bruger ‘Ivoire’ fra ‘Valrhona’.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter