Rabarber Daiquiri med hjemmelavet rabarberlikør

Se hvor overraskende simpelt det er, at lave sin egen rababerlikør. Og brug den så til at give et bidende frugtigt spark til den klassiske sommercocktail, Daiquirien.

4. juni 2016 af Peter Altenburg, GILT

Få cocktails i historien er mere forfriskende end den simple daiquiri. Sprød rom fra Caribien tilsat iskold, friskpresset lime og et enkelt balancerende stænk sukker, bringer den fuldendte oplevelse i den varme sommer.

Siden cocktailens første optræden i historien tilbage i 1898, har denne simple drink gennemgået en mindre dogmatisk redefinering af hvad den oprindelige servering dikterede. I Norden er den frugtige version med jordbær, mishandlet i en blender og serveret absurd nedvandet med knuste iskrystaller hvad mange forbinder med en original daiquiri. Uagtet, hvor frisk og fristende denne fejltolkning af den fyrige cocktail fra det forrige årtusinde end måtte fremstå, så har det forbløffende lidt tilfælles med den elegante, forfinede, crispy og næsten tørre daiquiri.

Den perfekte daiquiri balancerer den svære kunst mellem det søde (sukker), det syrlige (lime), styrke (rom) og perfekt nedvanding (is). Omend hvor simpelt det lyder, så er det stadig en smuk og fin balance mellem de forskellige faktorer, der ved den mindste tilføjelse af én af de fire ingredienser kan fjerne cocktailens enestående æstetik.

Cubansk rom anvendes traditionelt (eksempelvis Bacardi Superior), men man kan med fordel anvende lys rom fra Sydamerika, da denne ofte har en mere rund ‘finish’. Friskpresset lime skal altid udgøre den surhedsregulerende balance, men sukkeret kan erstattes med forskellige varianter af sødme. I dette tilfælde anvendes hjemmelavet rabarberlikør, der samtidig giver et bidende frugtigt spark til cocktailens endelige udtryk.

Opskrift: Rabarber Daiquri

  • 60ml Diplomatico Blanco Rum
  • 20ml friskpresset lime
  • 20ml hjemmelavet rabarberlikør

Alle ingredienser shakes i en isfyldt shaker og ‘straines’ i et iskoldt cocktailglas på stilk. Serveres uden is og sugerør.

Opskrift på rabarberlikør

Hjemmelavet rabarberlikør laves ved at ligge 1 kg rabarber i 700ml vodka ved stuetemperatur i 4-5 dage. Herefter sis frugten fra og væsken hældes igennem et kaffefilter, for at bortskaffe de sidste frugtrester i væsken. Herefter tilsættes sukker. Smag selv til - men rettesnoren er 1 del sukker til 2 dele rabarbervodka. Herefter røres sukkeret komplet ud i rabarberlikøren.

Om forfatteren

Peter Altenburg har beskæftiget sig med sammensætningen af alkohol og friske råvarer i mere end 20 år. Peter er indehaver af den klassiske københavnske cocktailbar GILT, og driver desuden den velbesøgte Holmens Kanal, ligeledes i København.

GILT har været nomineret til Byens Bedste Cocktailbar seks gange, og nomineret til iByen-prisen to gange. GILT udvikler i dag cocktailprogrammer for internationale barer og restauranter.

Find GILT på facebook og på @giltcph på Instagram

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter