© Ulf Svane

Knasende lækker dessert med kastanjeis og sprød mandelcrunch

Morten Heibergs dessert med hjemmelavet kastanjeis er anderledes, velsmagende og knasende lækker.

10. november 2016 af Morten Heiberg

Opskrift på kastanjeis med karamelliserede mandler

Opskrift til 6-8 personer

Lav denne lækre isdessert som den perfekte afslutning på en god aften.

KASTANJEIS
sødmælk 250 g
piskefløde 250 g
salt 1 knvsp.
æggeblommer 70 g (ca. 4 stk.)
sukker 65 g
crème de marrons, 250 g sødet kastanjecreme (Clément Faugier)
mørk rom 1 spsk. 

KARAMELLISEREDE MANDLER
mandler 150 g
sukker 90 g
vand 40 g
smør 2 tsk. 

Sådan gør du

KASTANJEIS
  • Kom sødmælk, piskefløde og salt i en tykbundet gryde. Bring det hele op til kogepunktet.
  • Pisk æggeblommer og sukker sammen i en skål.
  • Hæld først lidt af den varme mælk/fløde over de sammenpiskede æggeblommer under konstant piskning for at vænne dem til varmen. Hæld derefter resten af den varme mælkeblanding i. Hæld det hele tilbage i gryden, og lad cremen legere ved 85° under omrøring med en gummidejskraber. Mål efter med et digitaltermometer.
  • Hæld det hele gennem en sigte over i en metalskål. Tilsæt kastanjecremen, og kør med en stavblender. Stil skålen i et iskoldt vandbad, og afkøl isblandingen, til den er kold.
  • Tilsæt rommen i isblandingen.
  • Hæld blandingen i en tætsluttende beholder, og lad blandingen blive helt kold.
  • Kør isblandingen i en ismaskine.
  • Opbevar isen i en tætsluttende beholder i fryseren. 

KARAMELLISEREDE MANDLER
  • Hak mandlerne mellemfint, altså ikke til støv. Bring sukker og vand i kog i en tykbundet gryde. Lad blandingen koge til 118° – brug et digitaltermometer til at måle med. 
  • Fjern gryden fra varmen, og tilsæt de hakkede mandler. Rør rundt, indtil blandingen først tykner og dernæst 'tørrer' ud, og nødderne skiller sig fra hinanden. Sæt gryden over varmen igen, og lad mandlerne karamellisere under konstant omrøring. Vær opmærksom på, at de ikke bliver for mørke. Sluk for varmen, og tilsæt smørret. 
  • Rør rundt, og hæld derefter de karamelliserede mandler ud på en plade beklædt med bagepapir. Spred dem ud i et tyndt lag, og lad dem afkøle helt. Opbevar dem i en tætsluttende beholder. 
© Ulf Svane

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter