Teboller med æble og kardemomme

Bløde og smørfede teboller med en forfriskende smag af æble og kardemomme. Nyd dem lune og gerne med smør, æblemarmelade (eller måske nutella – hasselnødder og æble smager jo dejligt sammen.

26. februar 2016 af Mika Wulff, Magasinet Lækkerier #2

Ingredienser

10 hele kardemomme kapsler

300 g god, ufiltreret æblemost, stuetemperatur

2 æg, str. M/L

15 g gær

500 g hvedemel, gerne proteinrigt (>10g pr. 100g mel)

6 g salt

125 g blødt smør, i mindre stykker

1 sammenpisket æg, til pensling

Mængde: Ca.10 boller

 

Fremgangsmåde

 

  1. Bryd skallen på kardemommekapslerne og befri de små sortbrune frø indeni. Kassér skallerne og knus frøene let i en morter eller kaffemølle, de behøver ikke være knust helt fint.

  2. Bland kardemomme med æblemost og æg i en skål. Smuldr gæren i og rør til den er opløst. Tilsæt melet, lidt ad gangen og under omrøring.

  3. Tilsæt salt og ælt dejen igennem, enten i hånden eller på røremaskine i ca.5-7 min, til den er smidig, ensartet og elastisk. Tilsæt smørret og ælt det ind i dejen, der må meget gerne være små smørklumper i dejen, det gør kun bollerne bedre.

  4. Sæt dejen til hævning, tildækket og på et lunt sted i ca. 1½ time, til den cirka er hævet til dobbelt størrelse.

  5. Drys bordet med lidt mel og vend forsigtigt dejen ud. Del dejen i 10-12 stykker med en kniv og form dem til boller. Sæt bollerne på en plade beklædt med bagepapir, pensl med sammenpisket æg og lad dem efterhæve ca. 40min.

  6. Varm imens ovnen op til 210C/195C varmluft. Bag herefter bollerne i ca.15 min til de er gyldne og faste. OBS: hold øje med dem, da de hurtigt bliver mørke i overfladen.

  7. Server dem lune eller afkølede.

TIP: Du kan også bruge 1 stor teskefuld stødt kardemomme i stedet for kardemommekapsler. Kardemommekapsler kan købes i velassorterede grønthandlere.

TIP: Bollerne er fryseegnede, men kom dem i fryseren mens de stadig er lune, så bliver de ikke så tørre efter optøning.

Du kan finde denne - og mange andre lækre opskrifter - i Magasinet Lækkerier, som kan downloades gratis i AppStore og Google Play.

Få mere inspiration hos Magasinet Lækkerier her!

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter