Hvilke store events skal du til i det nye år?

2018 byder på en masse spændende events – se hvilke du ikke må gå glip af.

1. januar 2018 af Christina Lorentzen

Koningsdag i Amsterdam, Holland

Koningsdag er en national festdag, som fejres i Holland. Fejringen begynder den 27. april på kong Willem-Alexanders fødselsdag. Festlighederne starter allerede natten før og bliver kaldt Koningsnacht. Den store udendørs fest byder på boder, musik, bådfest på kanalerne og meget andet.

Carnevale di Venezia, karneval i Venedig

Fra den 27. januar til den 13. februar indtager farverige kostumer og detaljerige masker gaderne i Venedig. Carnevale di Venezia karnevallet er en tradition, der stammer helt tilbage fra 1100-tallet. I de to festlige uger i Venedig kan du opleve kostumekonkurrence, parade og fest på Markuspladsen.

Lanternefestival i Taiwan

Taiwans gader er smukt oplyst af farvestrålende lanterner henover byens tage. Den 3. til den 11. marts afholdes Taiwans årlige lanternefestival, der fejrer den lange kinesiske nytårsfejring. Store drageformede lanterner snor sig gennem gaderne, og byerne ligger hen i et blødt lys af de smukke lanterners skær.

Distortion i København

Hvert år bliver Københavns gader forvandlet ind til et organiseret kaos af festglade, musikelskende gæster fra hele landet til en ugelang gadefest med den nyeste elektroniske musik. Fra den 30. maj til den 3. juni kan du endnu engang opleve de pulserende gader og den pumpende bas, når Distortion for 20. år inviterer til kæmpe gadefestival.

Fodbold i Rusland

I 2018 er Rusland vært for verdensmesterskaberne i fodbold. Den store sportsbegivenhed finder sted fra den 14. juni til den 15. juli, så sæt et kryds i kalenderen allerede nu, hvis du skal gøre dig forhåbninger om at være med til den internationale fodboldfest, hvor førende fodboldnationer kæmper om titlen som verdens bedste.

Nelson Mandelas 100 års fødselsdag i Sydafrika

Den 18. juli 2018 ville Nelson Mandela være fyldt 100 år. I øjeblikket planlægges begivenheder i Sydafrika, der skal ære hans minde og hans kamp imod apartheid. På de vigtige steder i Sydafrika, som forbindes med Nelson Mandela, forventes fine mindehøjtideligheder.

Comic Con International, populær-kulturmesse i San Diego, USA

Den store begivenhed for alle tegneseriefans, Comic Con International, afholdes igen i år i San Diego, USA. Messen startede i 1970 og er til dags dato den største populær-kulturmesse i verden og strækker sig over fem dage. Gaderne vil strømme af fans klædt ud som deres yndlingssuperhelte. Messen finder sted fra den 19. til den 22. juli.

Oktoberfest i München, Tyskland

Er du vild med øl – og i store mængder! Så skal du opleve den store og berømte ølfestival i München, der afholdes fra den 22. september til den 7. oktober. Den tyske folkefest har hvert år mere end 6 millioner deltagende til festlighederne. Her kan du opleve tysk folkemusik, øl i massevis og traditionelle klæder fra Bayern.

Braderie de Lille, loppemarked i Lille, Frankrig

Europas største loppemarked finder sted i byen Lille i Frankrig. Her kan du gå på opdagelse mellem charmerende retro møbler og spændende vintage-fund. Loppemarkedet rummer 10.000 stader og menes at kunne spores helt tilbage til det 12. århundrede. Er der en skattejæger gemt i maven på dig, skal du sætte kryds i kalenderen den 1. og 2. september.

Loy Krathong og Yi Peng i Chiang Mai, Thailand

Ifølge thailandsk tradition tændes tusindvis af lanterner til de to begivenheder Loy Krathong og Yi Peng den 23. november. Begivenhederne foregår overalt i Thailand men er størst i Chiang Mai. Traditionen tro tændes lys, der sættes ud i vandet som en velsignelse til vandets gudinde, og smukke lanterner sendes op i himlen for at bringe held.

Mevlana Whirling Dervishes i Konya, Tyrkiet

I Tyrkiet kan du se disse fantastiske snurrende dervisher opføre dansen Sema. Dansen er en hyldest til den afdøde persiske poet og teolog Rumi. Ved begivenheden bliver der også afholdt koncerter og oplæsninger. Dansen finder sted den 17. december, mens de øvrige begivenheder allerede starter den 10. frem til den 17. december. 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter