Hårde hvidevarer er de produkter, der har størst elforbrug i hjemmet. Vi har derfor samlet nogle gode råd til, hvordan du nemt kan spare på energien.
Kogesektionen
– Sørg for, at bunden af gryden eller panden ikke er skæv eller bulet. Er de det, bruger du ca. 50 % mere el.
– Bruger du ikke induktionskogetop, skal gryden passe til kogepladen. Hellere for stor gryde end for lille.
– Brug mindre vand, end du plejer. Ved at koge kartofler med lidt vand i stedet for den traditionelle metode, hvor grøntsagerne dækkes helt, kan du spare 30 % strøm.
– Udnyt ovnens for- og eftervarme.
– Husk at tø dine madvarer op, før du stiller dem ind i ovnen. Derved kan du spare ca. 30 %.
Køl og frys
– Uanset om du køber et køleskab eller en fryser, så undersøg pris og kvalitet. Vil du være på den sikre side, så gå efter de produkter, der er mærket med Elsparemærket.
– Gå efter apparater, hvor man kan indstille temperaturen digitalt, da det giver den mest præcise temperatur.
– Den anbefalede temperatur i køleskabet er 3-5º. Hæver du temperaturen, sparer du ganske vist lidt strøm, men du forkorter samtidig holdbarheden af dine madvarer.
– I fryseren anbefales en temperatur på -18º. Undlad at lade fryseren stå åben for længe og optø maden fra fryseren i køleskabet, når du kan. Det har også en positiv virkning på elforbruget.
Vask, tørring og opvask
– Opvarmning af vand er dyrt. Derfor handler det om at bruge mindst muligt af det både ved vask og opvask. Det lave vandforbrug er godt for miljøet på flere måder.
– Både for vaske- og opvaskemaskinen gælder det, at de skal fyldes helt op, fordi man på den måde sparer både strøm og vand.
– Du kan ydermere skåne miljøet ved at skrue ned for vandets temperatur. I vaskemaskinen betyder det blot, at du skal bruge et vaskemiddel beregnet til lave temperaturer.
– Sørg for, at centrifugér dit tøj ordentligt, inden du smider det i tørretumbleren.
– Overfyld ikke tørretumbleren. For meget tøj i tumbleren forlænger nemlig tørretiden og giver både krøllet tøj og et højere elforbrug.
– I forbindelse med opvaskemaskinen er det en god idé at være doven. Lad derfor være med at skylle servicet af, inden du stiller det i opvaskeren. Moderne opvaskemaskiner kan sagtens vaske rent, selvom du kun skraber maden af tallerknen.
Kilde: Elsparefonden
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.