De håndplukkede de bedste ideer fra en stor bunke køkkenkataloger og var endda en tur i Tyskland, før det lykkedes dem at finde det helt rigtige køkken.
Det kneb for dette par at finde et anderledes køkken med et individuelt præg. Hos nogle venner blev de anbefalet det tyske køkkenfirma Eggersmann. Parret bed især mærke i, at køkkenmodulerne havde mange gode detaljer, som de ikke tidligere var stødt på. Indretningen af skufferne, lågernes spejlblanke lakoverflade, de brede stålsider som afslutning og det, at det er grebsfrit.
De kørte til Hamburg og købte køkkenet samme dag. Det bedste af det hele var, at firmaet selv leverede køkkenet og sørgede for opsætningen. Rummet på små 25 m² er bygget om til et tosidet køkken med arbejdsø i dobbeltbredde.
Arbejdsbordet er udformet, så man fra den ene side kan sidde på barstole, men alligevel have benene ind under bordpladen, der for hele køkkenets vedkommende består af en tynd og elegant stålbordplade med isvejset vask.
Køkkenet er gjort så rengøringsvenligt som muligt med en kogetop, der består af individuelle induktions-kogeplader lagt i niveau med selve bordpladen. Det letter rengøringen, ligesom de glasbeklædte vægge er nemme at tørre af, når madlavningen er ovre.
Et aflangt emfang fra Gutmann tager stegeosen, og maskiner som ovn, dampovn, mikroovn, espressomaskine og to køleskabe med fryser er samlet i en højskabssektion. Da familien ofte er mange til spisning, er der behov for en rigtig stor ovn, som står i et minibryggers, hvor der også er ekstra skabsplads til det, der ikke er i brug dagligt.
Økonomi
Køkken, Eggersmann/Konfortzone 201.000 kr.
Bordplader i rustfrit stål 83.000 kr.
Hårde hvidevarer 157.000 kr.
Opsætning og montering 19.000 kr.
Øvrige håndværkere (maler, vvs, el) 85.000 kr.
Lamper i loft inkl. opsætning 21.000 kr.
I alt ca. 566.000 kr.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.