Lyset strømmer ind ad vinduerne i det 18 m² store køkken-alrum i indre København.
Et stort vinduesparti og den nye altan leder dagslyset ind i rummet, hvor det spejler sig i det blanke betongulv fra BT-Gulve og lader det italienske køkken vise sig fra sin flotteste side. Tankerne bag indretningen var en bedre udnyttelse af kvadratmeterne og en stram indretning.
- Det var vigtigt for os, at køkkenet blev både hyggeligt og praktisk. Derfor valgte vi et køkken med laminatfrontlåger og bordplade, det er både hårdført og praktisk og som nemt kan vaskes af, forklarer arkitekt MAA Ann Paetsch om valget af Boffi VK6-køkkenet.
Parret har selv stået for indretningen af det nye køkken og har valgt at arbejde med få og rå materaler. Til det hvide køkken er der valgt en indfarvet plade i grafitgråt egetræ og slanke greb i aluminium. Derudover er der stålbordplade og et råt industrigulv i fiberbeton. En god detalje er det integrerede høje bord, der både fungerer som frasætningsplads og lille spisekrog i køkkenet.
- Det er her vi altid sidder - eller på altanen. Vi bruger stort set aldrig spisestuen mere, siger Ann Paetsch.
Økonomi
Køkkenelementer/VK 6, inkl. opsætning, fra Boffi 220.000 kr.
Gulv fra BT-Gulve 25.000 kr.
Mosaikvæg, 6 m², fra Evers 2000 kr.
Induktionskogeplade/Gaggenau 14.000 kr.
Ovn/Gaggenau 10.920 kr.
Opvaskemaskine, ekstra høj/Gaggenau 9345 kr.
Køle-fryse-skab/Gaggenau 10.950 kr.
Armatur/Systema fra Boffi -KWC, fra Boffi 8150 kr.
Emfang/Works, 90 cm, fra Boffi 23.880 kr.
Køkkenrulleholder og stang fra Boffi 3800 kr.
Tre i én-spot, Battery/Porsche, fra Flos 2100 kr.
Aluminiumslampe fra Boffi 2990 kr.
Diverse håndværkere 100.000 kr.
I alt 433.135 kr.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.