Et elektrisk køkken, der kan hæves og sænkes, er lykken for et par, hvor hun er 161 cm høj, og han måler hele 194 cm. De faldt for dette Knud Holscher-designede køkken med afrundede hjørner, som er blevet et trækplaster i nabolaget. Køkkenet er det første elektriske på markedet.
Der er 33 cm's højdeforskel på Bodil Nomanni og hendes mand, og denne difference har tidligere forhindret dem i at arbejde side om side i køkkenet ved en bordplade i standardhøjde.
- Jørn vil gerne være med i køkkenet, og nu er det nemt at komme til for os begge to, siger Bodil Nomanni.
Det Knud Holscher-designede køkken, der er helt nyt på markedet, blev redningen på deres gastronomiske samarbejde om sauce, snacks og stege.
Køkkenet har foruden den justerbare bordplade, der kan reguleres fra 95 til 108 cm i højden, også en række stikkontakter under bordpladen, som gør det nemt at bruge maskiner. De elektriske egenskaber er det bedste ved køkkenet, og ejerne nyder også, at de ikke støder hofterne på skarpe hjørner.
- Der er virkelig tænkt på husmoren i designet. Nu laver vi mad sammen, og så kan vi godt lide, at det er et specielt køkken. Og naboerne har alle været her for at se det, siger Bodil Nomanni.
Økonomi
Hæve-sænke-køkken 266.250 kr.
Spisebord 8.061 kr.
Spisebordsstole (4 stk.) 7.624 kr.
Lamper (4 stk.) 9.892 kr.
Hårde hvidevarer 40.300 kr.
Vandhane 3.380 kr.
I alt 335.507 kr.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.