21/04/12 - 17/06/12
Cold Forest
I 2010 kunne man se værker af den kinesiske fotokunstner Maleonn, der udstillede sammen med den amerikanske fotokunstner Tim White-Sobieski. Nu åbner en separatudstilling med sidstnævnte. Værkerne er udvalgt og sammensat af galleristen Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe. White-Sobieski interesserer sig især for at skildre den svære overgang fra barn til voksen.
Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, 7100 Vejle, vejlekunstmuseum.dk
04/05/12 - 02/09/12
KRØYER - i internationalt lys
For dem, der ikke fik set denne fremragende udstilling i Den Hirschsprungske Samling i København, kan de nu indhente det forsømte i Skagen. Her kan man opleve et repræsentativt udvalg af de bedste af hans værker, som viser ham ikke blot som en af dansk malerkunsts sværvægtere, men også måler hans indsats op mod hans samtidige kolleger i udlandet.
Skagen Kunstmuseum, Brøndumsvej 4, 9990 Skagen, skagensmuseum.dk
03/03/12 - 05/06/12
Jorn/Ensor
Siden 1943, hvor Asger Jorn fik en bog forærende om den belgiske maler James Ensor (1860-1949), var han optaget af denne malers ’fantastiske’ side. Nu optræder de to kunstnere sammen på en stor udstilling, der varmer op til Jorn-året 2014, hvor kunstneren ville have fyldt 100 år. Udstillingen viser en række værker af Ensor, indlånt fra bl.a. MoMA i New York og Musée d’Orsay i Paris. Ensor regnes for at være en forløber for både surrealismen og ekspressionismen.
Museum Jorn, Gudenåvej 7-9, 8600 Silkeborg, museumjorn.dk/da
21/04/12 - 03/06/12
RUNDTENOM
Her fokuseres der frem til 3. juni på materielle, sanselige og processuelle skulpturer. Udstillingen bygger på 4 års erfaring med at drive det kunstnerstyrede udstillingssted Skulpturi, hvor alle udstillinger har omhandlet eksperimenter med skulpturens mange medier og udtryksformer. Det lille, eksperimenterende udstillingssted sætter hermed punktum for sit virke.
Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 København Ø, denfrie.dk
21/02/12 - 10/06/12
Kom og leg
Noget for børn. På en 400 m² kunstlegeplads optræder seks samtidskunstnere med legeobjekter i form af sættekasser i kæmpeformat, oversize puslespil, ordleg som byggesæt, pyramideformede olieplatformer og et hemmeligt rum til rollespil. De seks kunstnere er Hannah Heilmann og Anna Maria Helgadottir, Vibe Bredahl, Anders Bonnesen, Camilla Berner og Andreas Schulenburg. På udstillingens dokumentariske del vises nogle af de væsentligste kunstlegepladser fra 1950’erne frem til i dag. Gennem nedslag viser udstillingen også skitser og modeller til kunstlegepladser udført af fx William Fredericia, Gunnar Westman, Torsten Johansson, Palle Nielsen, Kerstin Bergendal, Konvoj, Peter Land, Eva Steen Christensen, Hartmut Stockter, John Kørner, J&K og A Kassen. Desuden kan man se udstillingen ’Husk mit navn – fra værksted til værk’ med kunstneren, der bl.a. er kendt for sin stribe i Politikens ’I byen’-tillæg. Til den 23. september.
KØS - Køge Skitsesamling, Nørregade 29, 4600 Køge, koes.dk
12/05/12 - 22/07/12
Treffpunkt: Berlin
Storbyen Berlin er her 23 år efter Murens fald en stadig mere attraktiv og dynamisk by for kunstnere fra hele verden. Selv om den stadig er fattig, og byens socialdemokratiske borgmester, Klaus Wowereit, kalder den ”arm aber sexy”, så er den rig på både historie og kunst. Det sidste i en sådan grad, at den betragtes som Europas hovedstad for samtidskunst. Udstillingen byder på en række værker af kunstnere med stærke relationer til Berlin – danske som udenlandske. Gennem fotografi, installation, skulptur, neon, collage, lyd og video konkretiseres oplevelsen af det urbane Berlin.
Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj, arken.dk
03/05/12 - 26/05/12
Richard Winther
Denne kunstner (1926-2007) fejres i disse år på mange udstillinger, der stiller ind på den mangefacetterede og evigt eksperimenterende kunstner, der også var professor og forfatter.
Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5, 1159 København, tomchristoffersen.dk
05/02/12 - 28/05/12
Gennem tid - malerier og tegninger af Pia Schutzmann
Pia Schutzmanns kunst bygger på iagttagelsen af hendes nære verden. I de første år, hvor hun især udtrykte sig gennem tegning og grafiske teknikker, var det rum og genstande, som optog hende.
Senere blev det frottager af New Yorks gader og fortove. Undervejs er det blevet til en række fine portrætter, heraf en del af kongefamilien.
I vinter tegnede hun nøgne, krogede træer i Nivaagaards park med sin følsomme streg.
Nivaagaards Malerisamling, Gl. Strandvej 2, 2990 Nivå, nivaagaard.dk
16/03/12 - 05/08/12
Himmelgåder - dansk kunst og astronomi 1780-2010
Hvis ikke man nåede at se udstillingen, da den blev vist på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, har man nu igen muligheden i Fyns Kunstmuseum. Her kan man opleve værker af kunstnere, der har skildret himmelrummet igennem tiderne. Det vrimler med himmelfænomener som måner, nordlys, planeter og sole. Fra C.W. Eckersberg og J.F. Willumsen til nutidige kunstnere som Anders Brinch og Lotte Tauber Lassen.
Fyns Kunstmuseum, Jernbanegade 13, 5000 Odense C., museum.odense.dk
31/03/12 - 26/08/12
Modernisme - maleriets fornyelse 1908-41
Udstillingen viser en enestående samling af danske modernister sammen med en række af deres store, udenlandske forbilleder. Fra Cézanne og Leger til Giersing og Lundstrøm.
ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C., aros.dk