© Ulf Svane

Morten Heibergs vaniljekranse

Lækre og sprøde vaniljekranse passer perfekt til den søde juletid. Her får du Morten Heibergs klassiske opskrift på vaniljekranse.

19. december 2015 af Morten Heiberg

Opskrift på Morten Heibergs vaniljekranse

hvedemel 500 g
smør 350 g, koldt
vanilje 1 stang
sukker 250 g
mandelmel 130 g
æg 1 stk.

• Kom hvedemel og smør i en stor skål.
• Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og kom dem i skålen med mel og smør. Skær vaniljestangen i mindre stykker a ca. 2 cm, og kom dem i en kværn eller lille blender sammen med tre store spsk. af sukkermængden.
• Kør en tur med blenderen, indtil vaniljestangen er findelt. Kom evt. mere sukker i, hvis blandingen bliver for tæt. Tilsæt vaniljesukkeret sammen med resten af sukkeret.
• Brug fingrene, og gnid det kolde smør ud i melet. Det skal blive en grynet masse. Tilsæt derefter mandelmel og æg. Saml dejen, til den er ensartet.
• Pak dejen ind i en pose eller husholdningsfilm, og lad den hvile i køleskab, indtil den er kølig, men ikke for blød.
• Forvarm ovnen til 200°.
• Gør en kødhakkemaskine klar med en stjerneformet hulplade. Beklæd nogle bageplader med bagepapir, og stil dem klar.
• Kør dejen igennem, og lav lange baner, som du kan skære i mindre længder. Form disse små længder til kranse. Vær opmærksom på at lave kagerne lige store. Det ser for det første pænere ud, men betyder også, at kransene skal have den samme bagetid.
• Fordel kransene på bagepladen, og bag dem på næstøverste rille i ovnen i ca. 7 min. Men gå ikke for langt væk. Det er en dej med masser af smør, og kagerne får pludselig for meget.
• Tag pladen ud af ovnen, og før papiret over på en bagerist. Lad kransene afkøle helt før de pakkes.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter