Engelsk julekage

Den traditionelle engelske julekage fyldt med tørret frugt, krydderier og en god flaske sherry!

19. december 2015 af Mia Irene Kristensen, Magasinet Lækkerier #3

Jeg arbejder af og til i London, og her har jeg mødt den skønne, jordnære kok Anna Colquhoun, også kendt som ”culinary anthropologist”. Hun har en imponerende opskrift på en klassisk britisk julekage - den med alt for meget af alt det gode. Hun bruger 2 hele flasker sherry til én kage og op imod 1 kg blandet tørret frugt. Den er på ingen måde en sparekage! Jeg har lavet en lidt mere simpel version af Anna’s mesterværk. Jeg bruger flere tørrede bær, da disse har en mere syrlig smag, så kagen får bedre balance og bliver knap så sød. Sherryen har jeg skåret ned til 1 flaske – kagen smager stadig af ”sprit”, så er der småfolk ved bordet, er det en god ide at lave kagen med æblemost eller lignende i stedet for.

Link til original opskrift.

Ingredienser

200 g sultanarosiner
200 g tørrede kirsebær, grofthakkede
200 g tørrede tranebær
100 g sukkersyltede kirsebær, grofthakkede fx amarena kirsebær
100 g kandiseret appelsinskal, hakket
1 flaske god, medium-sød sherry, alternativ hvid el. tawny portvin
225 g blødt smør
225 g muscovado sukker
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
½ tsk stødt allehånde
½ tsk stødt nelliker
¼ tsk revet muskatnød
¼ tsk salt
revet skal af 1 økologisk appelsin
4 æg, str. M/L
275 g hvedemel, sigtet
100 g valnødder eller pecannødder
2 spsk. treacle eller mørk sirup
3 spsk. mørk rom (kan udelades)
Smør, til formen
Flormelis og ”julepynt” til dekorering

Mængde: 1 solid kage til mindst 10 personer.

Fremgangsmåde

  1. Dag 1: Bland de tørrede frugter i en skål og hæld sherryen over. Lad det trække min.12 timer.
  2. Dag 2: Hæld frugten i en sigte, lad den dryppe af i en skål og gem sherryen, der løber fra.
  3. Tænd ovnen på 175/160C varmluft. Rist de hakkede valnødder i et ovnfast fad i ca.10 min i ovnen, mens den varmer op. Hak valnødderne fint.
  4. Pisk smør, sukker, krydderier, salt og appelsinskal til det er lyst og luftigt, ca.7-10 min.
  5. Tilsæt æggene, et ad gangen og pisk dem gerne sammen inden de tilsættes. Pisk blandingen godt mellem hvert æg.
  6. Vend hvedemel, valnødder og treacle/sirup i dejen, vend herefter de afdryppede, tørrede frugter sammen med 2 dl af sherryen og hæld den herefter i en velsmurt springform (23 eller 25 cm.), beklæd evt. bunden med bagepapir, så er kagen nemmere at få af.
  7. Hæld dejen i formen og glat overfladen. Lav en lille fordybning i midten af kagen (så hæver den mere ensartet). Bag kagen i ca. 1½ -2 timer, indtil den er fast, test gerne med en stegenål eller lign. om kagen er færdig. Bliver den for mørk i overfladen, inden den er færdig, så dæk kagen med stanniol.
  8. Lad kagen køle af. Prik derefter kagen med en strikkepind og væd den med et par skefulde af sherry blandet med rom. Gentag så ofte som muligt indtil kagen skal serveres eller der ikke er mere af sherryblandingen. Vent gerne et par dage eller op til et par uger inden du serverer den, pak den i bagepapir, så den ikke tørrer ud. Sigt kagen med flormelis lige inden servering.

TIP: Vil du gerne have en mere sød og karamelagtig smag i kagen, så brug dadler, abrikoser og figner i stedet for tørrede tranebær og kirsebær.

NØDDEPYNT

 
Anna pynter sin kage med hele og halve nødder og glacerer med lidt smeltet marmelade eller gele, det giver lidt sprødt på toppen og ser smukt ud.

LUFTIG CHOKOLADECREME

Lav en let chokoladesmørcreme og server til kagen, det giver et godt modspil og virker bedre som pynt end det klassiske marcipan eller royal icing. Varm 100 g fløde og 2 spsk. glukosesirup i en gryde. Når fløden er varm smeltes 100 g hakket mørk chokolade heri. Lad chokoladeblandingen køle til stuetemperatur og pisk den så til en let creme sammen med 1 æggeblomme og 100 g koldt smør i små tern.

Psst: Du kan købe rigtig god tørret frugt og nødder på puregreenshop.dk

Du kan finde denne - og mange andre lækre opskrifter - i Magasinet Lækkerier, som kan downloades gratis i AppStore og Google Play.

Få mere inspiration hos Magasinet Lækkerier her!

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter