Opskrifter på basissmåkagedej, vaniljekranse, jødekager, citronhjerter og specier.
© Stine Christiansen/Skovdal Nordic

1 dej og 4 slags lækre småkager

Nemmere bliver det ikke! Få opskriften på 1 dej og 4 forskellige og lækre småkager herunder vaniljekranse, jødekager, citronhjerter og specier.

4. december 2016 af Gitte Heidi Rasmussen

Opskrifter på julens nemmeste småkager

Arbejdstid i alt: ca. 45 minutter
Tid at bage: 6-12 minutter
Antal småkager: 50-80
Tip: Opbevar småkagerne i en kagedåse.

Basisdej

1 stang vanilje
200 g sukker
350 g hvedemel
250 g smør
1 æg str. S/M

Fremgangsmåde til basisdej

1. Halver vaniljestangen, og skrab kornene ud med en lille kniv. Fordel kornene i lidt sukker med den flade side af en kniv.
2. Bland sukker og vanilje med mel.
3. Smuldr smørret i blandingen, og saml dejen med æg.
4. Læg dejen på køl, til den skal bruges.

Opskrifter på de 4 lækre småkager

Opskrift på vaniljekranse
© Stine Christiansen/Skovdal Nordic

Vaniljekranse

1 portion basisdej

Fremgangsmåde til vaniljekranse

1. Sæt ovnen på 200°.
2. Kør den iskolde dej igennem kødhakkerens takkede kageplade, og form til kranse.
3. Man kan også bruge en bollesprøjte, men så må dejen gerne være en anelse lunere (stuetemperatur).
4. Læg kransene på en bageplade, og bag dem 8-9 min. Afkøl på rist.

Opskrift på jødekager
© Stine Christiansen/Skovdal Nordic

Jødekager

1 portion basisdej
1 æg til pensling
1⁄2 dl sukker evt. perlesukker
1-2 tsk. stødt kanel
50 g hasselnødde- eller mandelflager

Fremgangsmåde til jødekager

1. Læg dejen i køleskabet, mindst 30 min.
2. Sæt ovnen på 200°.
3. Rul dejen ud, udstik den til små stjerner eller runde kager, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
4. Pensel kagerne med æg, og drys med hasselnøddeflager samt kanelsukker.
5. Bag kagerne, ca. 7 min. Afkøl på rist.

© Stine Christiansen/Skovdal Nordic

Citronhjerter med pistacie og hvid chokolade

1 portion basisdej
1⁄2 økologisk citron, revet skal
35 g hakkede pistaciekerner
75 g hakket hvid chokolade

Fremgangsmåde til citronhjerter med pistacie og hvid chokolade

1. Bland dejen med citronskal, pistacie og chokolade.
2. Læg i køleskabet, mindst 30 min.
3. Sæt ovnen på 200°.
4. Rul dejen ud, udstik den til små hjerter eller runde kager, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
5. Bag kagerne, ca. 6 min. Afkøl på rist.

Hurtigere: Tril dejen til en pølse, og skær i tynde skiver.

Tip: Du kan erstatte den hvide chokolade med hakkede bagestabile chokoladedråber.

© Stine Christiansen/Skovdal Nordic

Orange-chokolade-tranebær specier

1 portion basisdej
1⁄2 økologisk appelsin, revet skal
75 g hakket mørk chokolade eller chokoladedråber, bagestabile
50 g soltørrede tranebær eller tern af syltet appelsin

Fremgangsmåde til orange-chokolade-tranebær specier

1. Bland dejen med appelsin, hakket chokolade og tranebær og tril den til en pølse, ca. 5 cm i diameter.
2. Pak dejrullen ind i folie, og læg den i køleskab eller fryser, til den er helt hård.
3. Sæt ovnen på 220°.
4. Skær dejen i 5 mm tykke skiver, og læg den på en bageplade med bagepapir.
5. Bag kagerne, 8-10 min. Afkøl på rist.

Tip: Dejen kan sagtens fryses, og bages senere. 

© Stine Christiansen/Skovdal Nordic

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter