Juleoplevelser i København du skal opleve i år

Det kan ikke blive jul før du har oplevet julestemningen i den juleiklædte hovedstad. Her er syv oplevelser, du ikke må gå glip af.

9. december 2016 af Kathrine My Poulsen

København er hyggelig i juletiden

København trækker mange gæster og besøgende til gennem hele året. Men i juletiden, hvor de gamle bydele, ikoniske bygninger og gastronomiske oplevelser er pakket ind i julestemning, er den gamle hovedstad i den grad værd at udforske – for både københavnere og udenbys-gæster. Her er 7 af dem, BO BEDRE anbefaler.

1. Juleborde hos Royal Copenhagen

Royal Copenhagen har for alvor skabt en juletradition. Det er hele 53. gang, at en række udvalgte kendte danskere har dekoreret hver deres julebord i Royal Copenhagens forretning på Amager Torv. I år er det Charlotte Eskildsen, Ole Yde, Cecilia Bahnsen, Mark Tan, Leyla Piedayesh samt Helle Hestehave og Rikke Baumgarten, som hver har skabt deres bud på et julebord. Bordene er placeret rundt i forretningen og kan beses ganske gratis i butikkens åbningstid. Læs mere om bordene her. 

Skal du selv holde jul i år er det oplagt at blive inspireret til borddækningen hos Royal Copenhagen. Her er Leyla Piedayeshs bud på årets julebord.

© Visit Copenhagen

2. Copenhagen Street Food

På Papirøen er den københavnske version af gademads-markedet også indhyllet i julestemning. Ud over lækre gourmetoplevelser som flæskestegssandwich, krydret gløgg, æbleskiver og risalamande, byder madhallen også på hyggelige juleaktiviteter. Hver fredag og lørdag er der musik og dans fra klokken 21, mens søndagen byder på nisseskattejagt for børnene, juleklip og hestevognstur. Onsdagene står i banko-spillets tegn, når Big Tasty Bingo inviterer alle til en omgang banko kl. 19. Der er altså rig mulighed for, at julehygge ved markedets langborde gennem hele december.

Hos Copenhagen Street Food er der både juleaktiviteter og godt til ganen at komme efter.

© Street Food Copenhagen

3. Luciaoptog i Kajak

Københavns kanaler byder på julestemning som den ikke fås mange andre steder, når der fejres Lucia den 13. december. Et væld af smukt dekorerede kajakker, der er pyntet med både julekæder og små juletræer, sejler gennem de københavnske kanaler fra klokken 17. Undervejs på turen gøres holdt, så der kan synes julesange. Det sker blandt andet kl. 17.15 i Nyhavn og kl. 18.15 ved Højbro plads. Turen ender ved Kayak Republik, hvor der serveres æbleskiver og gløgg.  

Der er ikke mange hvide kjoler og luciabrude i luciaoptoget i Københavns Kanaler - men julelys er der nok af. 

© AOK

4. Hotel d´Angleterre

Hovedstadens ikoniske luksushotel er helt bestemt et besøg hver i december måned. Efter mørkets frembrud træder hotellets lysende juleudsmykning på frem som stjerner på en frostklar nattehimmel – meget idyllisk og betagende. Hotellets hvide gløgg skulle eftersigende også være et besøg værd, så afsæt tid til en hyggestund i hotellets overdådige omgivelser. Et glas gløgg og en snebold af marcipan, cognac, hvid chokolade og kokos koster 145 kr. Og kan nydes hver dag fra middag til kl. 18.00. 

Det traditionsrige hotel er også i år pyntet op til jul, og et besøg forbi kan klart anbefales.

© Hotel d´Angletere

5. Skøjtebanen på Frederiksberg Runddel

Store og små får julelys i øjnene, så snart skøjterne kommer på fødderne og isen betrædes – eller ’beskøjtes’ måske nærmere. Frederiksbergs runddel, placeret lige foran indgangen til Frederiksberg Have, omdannes hvert år til en skøjtebane, som kan benyttes af alle, der har lyst til en tur på isen. Det er ganske gratis at bruge banen og skøjter kan lejes for 50 kr. pr. par i skøjteudlejningen. 

Der er både sjovt, at være med og kigge på, så brug en hyggelig eftermiddag på skøjtebanen på Frederiksberg Runddel. 

© Visit Copenhagen

6. Hviids Vinstue

Skal man drikke ét glas gløgg i løbet af december, skal det være på Hviids vinstue. Stedet er grundlagt i 1723 og dermed Københavns ældste vinstue - hvilket stemningen tydeligt bærer præg af. Stedet er indrettet med gammeldags mahognimøbler og har mange små hyggelige kroge og hjørner. Hviids serverer et lille udvalg af vine og 27 forskellige slags øl – men det er især den hjemmelavede gløgg, som stedet er kendt for. Den blandes allerede i august måned, så forvent en gløgg med masser af saft og kraft.

Man skal ikke lade sig snyde at det ydre - på den anden side af døren gemmer sig et fantastisk univers med tunge møbler, dunkel belysning og velsmagende gløgg. © Hviids Vinstue

7. Jul i Tivoli

Det bliver først rigtig jul, når man har besøgt den gamle haves juleudstilling. Ud over et smukt dekoreret park, med julelys, hjerter og guirlander, byder Tivoli også på julemarked, honningkageværksted og juleparade med Tivoli-Garden. Der er traditionen tro også masser af julegodter og lækkerier fra hjemmelavet flæskesteg til kandiserede æbler. Er man ikke i julestemning inden Tivolituren, bliver man det helt sikkert der. 

Julen i Tivoli er noget særligt, og er en klassikker på to-do-listen over julens oplevelser. Ikke mindst efter mørkets frembrud, hvor parken lyses op af tusindvis af julelys. 

© Tivoli

Kilde: AOK og Visit Copenhagen

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter