Juleboliger

Vinterhygge i Val d'Isère - på 1. klasse

I den lille, franske bjerglandsby Val d’Isère ligger de gamle, grå bjerghytter side om side med smalle, brostensbelagte stræder imellem sig. Ét af dem er forvandlet til et moderne chalet. Med naturens egne materialer – kampesten og træ – har et dansk designerpar indrettet sig med en varm, men naturlig råhed. Og med en af Europas mest kendte pister lige uden for døren. Velkommen til vinterhygge på 1. klasse.

Det er som et drømmende vintereventyr at gå rundt i den lille bjerglandsby Val d’Isères snævre, brostensbelagte gader, hvor den tunge sne ligger som en blød dyne over de hyggelige, gamle bjerghytter. Og det bliver ikke mindre eventyrligt, når man træder inden for i et af bjerglandsbyens ældste huse.

Her har et dansk designerpar fundet sig til rette midt i det kendte skiresort og har moderniseret den store, traditionelle hytte – eller chalet, som den kaldes i området – med sans og respekt for den traditionelle Savoie-stil, der findes i regionen ved samme navn.

Parret købte i 2006 tre lejligheder i det gamle hus. På den måde kunne de forene deres designaktivitet med et feriested for familien med to børn på 11 og 17 år i den ene lejlighed i tre plan. Heraf er to lejligheder allerede solgt fra igen, for bjerghytterne er nemlig med sikker hånd ført tilbage til områdets traditionelle arkitektur med den tilhørende stemning.

Annonce

– Der er faktisk intet tilbage af det moderne byggeri i to etager fra 70’erne, der var opført i beton og med fladt skrående tag. Vi hev al indmaden i de oprindelige lejligheder på 150 m2, fordelt på stue og første sal, ned, så kun ydermuren i stueetagen stod tilbage. Herefter er der lavet etageadskillelser til tre etager med en hel ny rumfordeling, forklarer parret.

Deres nye bolig på 240 m² er bygget i typisk Savoie-stil med to store søjler i kampesten på facaden, der bærer hyttens tag og balkoner. Taget er lagt med lauzesten, der som skifer kan brydes i skiver og er enormt vejrbestandigt. Alle sten kommer fra det lokale brud.

– Indvendigt har vi bevidst brudt den gamle Savoie-stil med vores egen moderne fortolkning. Gennem hele huset har vi sat flader af træ, sten, stål og glas op mod hinanden for at få en overraskende, men naturlig kontrast: Det rustikke er sat op mod det stramme, det slebne mod det ru, det kolde mod det varme.

Annonce

De nypudsede vægge og moderne badeværelser i stuen og på første sal brydes af en rå træbeklædning på væggene, opført af italienske brædder med patina, som parret har hentet ovre på den anden side af Bellevardebjerget i Aosta-dalen. Her findes nemlig mange nedlagte lader.

Et trappeforløb med en kampestensvæg på den ene side fører hele vejen op gennem hytten til øverste etage, hvor den fritlagte tagkonstruktion i store, håndafbarkede 33-tommer-bjælker danner de rustikke og hyggelige rammer.

For det er hér øverst oppe, med udsigt ud over pisten, at familien bruger størstedelen af sin indendørstid i det store rum, der er kombineret køkken-alrum og stue. Indrettet med stramme, moderne møbler. Og med parrets egen fortolkning af en typisk Savoie-pejs, nemlig et fritstående ildsted, der kan nydes fra begge sider i rummet og samtidig fungerer som rumdeler.

Annonce

Inspireret af stedet er naturens afstemte farveskala inviteret indenfor. Her bliver den naturlige patina af gamle mørke gulve, tykke bjælker, kampesten og moderne møbler i sort og hvidt blødt op med en diskret tilstedeværelse af vamset pels, skind og gevirer.

Parret har fået skabt en varm base at komme hjem til efter en lang dag ude i det snehvide landskab. En rå hule med en naturlig blødhed midt i den tykke sne, der glimter som milliarder af små diamanter under den mørke nattehimmel.