Julebelysning ved Gendarmenmarkt i Berlin med den franske domkirke i baggrunden.


© iStock

De flotteste julebyer i Europa

Drømmer du om at fejre jul i udlandet uden at gå glip af julens magiske stemning? Så guider vi dig gennem Europas flotteste julebyer fyldt med julelys, julemænd og flotte julemarkeder.

11. december 2016 af Mette Knudsen

Når udsigten til julestress og gaveræs så småt begynder at ramme, kan drømmen om at stikke af og fejre højtiden i udlandet være meget fristende. Er man ikke til badestrand eller skiløjper, er en storbyjuleferie i Europa et glimrende bud på en ny og stemningsfuld juletradition.

Der er ikke noget, der kan bringe julestemningen frem som smuk julebelysning og hyggelige julemarkeder. Europas storbyer er fyld med juleånd og fantastisk juleudsmykning, der får humøret helt i top. Vi har udvalgt fire af de flotteste – så du kan godt begynde at pakke kufferten. 

Julebelysning ved Gendarmenmarkt i Berlin med den franske domkirke i baggrunden.

Julebelysning ved Gendarmenmarkt i Berlin med den franske domkirke i baggrunden.

© iStock

Berlin - hold jul i juletræets hjemland 

Berlin byder på rig mulighed for at opleve julens magiske stemning. Hovedstaden i juletræets hjemland er spækket med julemarkeder - faktisk er der årligt mellem 50 og 100 julemarkeder i byen. 

Julemarkederne spænder bredt fra julemarkeder for hundeelskere og veganere til store traditionelle julemarkeder med skøjtebane, pariserhjul, karruseller, tivoli og endda en kælkebakke

Det største af dem er Gendarmenmarkt, hvor du kan nyde det smukke udsyn til Den Franske Domkirke, mens julemarkedet byder på både musikalske indslag samt danse- og teaterforestillinger. Ved Charlottenburg Slot kan du lade dig betage af en fortryllende lyssætning, romantisk stemning og gammeldags karruseller. Berlins Røde Rådhus byder på et julemarked med både skøjtebane, pariserhjul, dukkerteater og julemanden i sin kane, der selvfølgelig er trukket af rensdyr, mens julemarkedet på Potsdamer Platz byder på en kæmpe vinterverden med blandt andet Europas største mobile kælkebakke. 

Karettur gennem Berlin ved den imponerende byport Brandenburger Tor.

Nyd en karettur gennem Berlin ved den imponerende byport Brandenburger Tor. 

© iStock

Oplev den tyske jul

Skal julen holdes i den tyske hovedstad, er der rig mulighed for at afprøve de tyske juletraditioner. Den 24. december går mange tyskere i kirke om eftermiddagen, hvorefter man nyder noget let mad, tænder juletræet, synger julesalme og deler julegaverne ud. Den store julemiddag nydes den 25. december og kan både byde på gåsesteg, haresteg, flæskesteg, skinke, kalkun eller karpe. Derudover betyder julen for mange tyskere også varm blod- eller leverpølse. 

Julebelysning ved Den Gamle Rådhusplads i Prag med tårnene fra Tyn kirken, hvor danske Tycho Brahe ligger begravet, i baggrunden.
Julebelysning ved Den Gamle Rådhusplads i Prag med tårnene fra Tyn kirken, hvor danske Tycho Brahe ligger begravet, i baggrunden.  © iStock

Prag - oplev julemarkeder på hvert eneste torv

Julemarkeder er en lige så stor og værdsat tradition i Prag, som de er i Berlin, og de er lige så flot belyste og stemningsfulde. På markederne kan du nyde både varm rødvinsgløgg og varm honning likør sammen med blandt andet ristede majskolber. Derudover kan du på mange af markederne hilse på både geder, får og hvis du er heldig sågar også en lama. 

Det smukkeste af julemarkederne ligger på Den Gamle Rådhusplads omgivet af den fascinerende arkitektur fra gotikken, renæssancen og barokken. Pladsen er kendt for sin statue af Jan Hus og ikke mindst det astronomiske ur, Orloj, som ved juletid får selvskab af et enormt juletræ oplyst af hundredevis af lamper, samt en scene, hvorfra der opføres julekoncerter og andre små julespil. Endnu en af de helt store julemarkeder ligger på Wenzelspladsen, hvor du kan besøge op til 80 forskellige stande. I udstillingsområdet Výstaviště kan du ligeledes opleve et af Prags mere specielle julemarkeder sammen med det smukke fontæneshow ved krizikova fontænen. 

Romantisk julestemning ved Charles Bridge i Prag.

Romantisk julestemning ved Charles Bridge i Prag. 

© iStock

Jul i Tjekkiet

I Tjekkiet forbindes juleaften af mange med forskellige former for overtro knyttet til livet, kærligheden og ens skæbne i det kommende år. En af traditionerne går på at faste hele dagen op til juleaften inden man om aftenen slår sig løs med et storslående måltid, der traditionen tro byder på karper.

Fejrer du juleaften i Prag, er det også populært at deltage i julemessen på den gamle Rådhusplads, hvor der blandt andet er optrædener fra Nationaloperaen og Statsoperaen. 

Julemarked ved rådhuset i Wien med flot julebelysning og pynt.

Julemarked ved rådhuset i Wien med flot julebelysning og pynt. 

© iStock

Wien - besøg et af Europas ældste julemarkeder

I ugerne op til jul byder Wien på en endnu mere fortryllende stemning end ellers. Byens storslåede bygninger er en fantastisk kulisse til julens romantiske markeder, smukke dekorationer og ikke mindst imponerende belysning. 

Midt i Wien, foran det flot udsmykkede rådhusplads, kan du finde et af Europas ældste og mest besøgte julemarkeder. Omkring rådhuspladsen forvandles parken til en eventyrverden for både børn og voksne med flot julebelysning i træerne, julegodter og glitrende stjerner. Mens de voksne kan gå på opdagelse efter smukke gaver og lækre delikatesser, kan børnene prøver kræfter i juleværkstedet eller tage en tur på den gamle Wien-karrusel. 

Nær ved Museums Quarter ligger julemarkedet Spittelberg, hvor de mere end hundrede boder er spækket med kunst og håndværk, keramik, håndblæst glas, tæpper, batik og silkemalerier. Ønsker du i stedet at nyde julen i royale omgivelser, kan du ved det smukke barokslot Belvedere lade dig fortrylle i den magiske juleby og nyde den smukke slotshave, mens du går en tur gennem det fantastiske julemarked. Derudover kan du med de kejserlige omgivelser ved Schönbruun Slottet nyde landsbyens specialiteter heriblandt hjemmedestilleret brændevin, røget kød, brød og kager, mens lokale og internationale kor og blæseorkestre sætter den musikalske stemning. 

Den smukke julebelysning ved Belvedere Paladset i Wien.
Den smukke julebelysning ved Belvedere Paladset i Wien. © iStock

Juletraditioner i Østrig

Den 5. december fyldes de østrigske byer med flotte juleoptog. Optoget er fyld med nisser og julemænd ikke mindst juledæmonen Krampus, der går rundt som en advarsel med klokker og minder børnene om, hvad der sker, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Dagen efter er Julemandens Dag, hvor alle børn pænt har lagt balladen på hylden. Denne dag fejres i socialt samvær omkring åben ild med historiefortællinger og midnatsmesse.

Den klassiske julemiddag består af gås, skinke og Gluhwein, som også nydes med julekagerne Lebkuchen og Sterne og lækre chokolade delikatesser gennem juletiden. 

Amsterdams kanaler i flot belysning ved juletid.

Amsterdams kanaler i flot belysning ved juletid. 

© iStock

Amsterdam - jul ved kanalerne 

I Amsterdam er gaderne gennem hele december pyntet med fantastisk julebelysning. På Dam Square kan du lade dig overvælde at et kæmpe juletræ med intet mindre end 40.000 lys. 

I år kan du desuden opleve Amsterdam Light Festival fra 1. december til 22. januar 2017, som lyser byen yderligere op med fantasifulde lysfigurer og opsætninger. 

Amsterdams forretningskvarterer byder på det ene lille julemarked efter det andet. I begge ender af Leidsestraat kan du gå på opdagelse i små boder med julegaver, godter og pynt. På Pure Winter Market kan du opleve et økologisk og bæredygtigt julemarked. 

Det store juletræ ved Dam Square i Amsterdam.

Det store juletræ ved Dam Square i Amsterdam. 

© iStock

Den hollandske jul

I Holland falder julen tidligt. Allerede d. 5. december kommer Zwarte Piet, Julemandens medhjælper, forbi med gaver til børnene, der flittigt har stillet deres sko i vinduerne. Gaverne uddeles efter traditionen om aftenen, hvor alle samles om et stort kagebord.

Den 24. december går mange hollændere i kirke om aftenen, hvorefter de spiser et let måltid med familien. Den 25. december nydes den store julemiddag, som består enten kalkun, kanin eller ribbensteg.

Måske er du interesseret i...

Andre læser