© ANDREAS MIKKEL HANSEN

6 skønne juleideer du let selv kan lave

Blomsterdesigner Annette von Einem elsker julen – her får du hendes nye ideer til at dekorere dit hjem i december. Kranse til døre, advent eller bordet sammen med to smukke buketter og pynt til julens fester.

5. november 2017 af Styling af ANNETTE VON EINEM, STINE KIRCHHEINER OG MARY JO HAU

GRØN DØRKRANS MED HUSLØG 

Grøn dørkrans med husløg

Tæt og fyldig krans til døren, der også nemt kan trylles om til adventskrans med lys. Kransen er bundet med flere forskellige typer grønne husløg i flere forskelige størrelser. De er placeret tæt hele vejen rundt, og der er pyntet med brune agern ind imellem alt det grønne. En grafisk gren bryder den tætte form. Du kan finde de fleste planter og agern i haven, eller købe dem hos den lokale blomsterhandler. 

DU SKAL BRUGE

Halmkrans 
Tandstikker i træ
Forskellige typer husløg
Naturgrene
Daddelgrene
Agern
Ståltråd
Limpistol 

SÅDAN GØR DU

Begynd med at skære alle husløg fri for jord. Stik en tandstik, eller lille træpind, i hvert husløg, og placér dem i halmkransen – side om side og tæt mod hinanden. Når kransen er dækket med husløg, klippes daddelgrene i mindre stykker og sættes fast på kransen med et stykke metaltråd, der er formet som en hårnål. Den buede hårnåle-form sikrer, at grenen sidder fast i kransen. De små agern monteres med limpistol. De placeres forskudt af hinanden taktvis, men ikke symmetrisk. De skal være spredt i grupper. Til sidst monteres naturgrenen med et stykke tråd. En elegant effekt, der bryder den tætte runde form. 

Plantemateriale til fremstilling af dørkrans

Plantemateriale til fremstilling af dørkrans 

ELEGANT ADVENTSKRANS AF AFBLOMSTRET KLEMATIS 

Elegant adventskrans lysdekoration

Smukt afstemte farver og former, og glimtende sølv. Kransen består af afblomstret klematis, der skaber det bløde bundlook, mens stikkende tidsler og strittende husløg giver kransen kant og karakter. Glimtende sølv og slanke sølvlys fuldender elegancen.  

DU SKAL BRUGE

Oasis-krans
Frøstande fra klematis eller lign.
Små husløg
Tidsler
Bærgrene, fx viburnum-bær
Ståltråd
Limpistol
Slanke sølvlys. 

SÅDAN GØR DU

Oasis-krans lægges i vand, så den er tung og vandmættet. Kransen kan placeres på et fad. Massevis af afblomstrede klematis placeres tæt og skaber et "floffy" look. Der kan også bruges rød enebær. Klematis er stukket helt tæt ind i det meste af kransen, og ca. en femtedel af resten af kransen er dekoreret med forskellige materialer. Først er der anvendt grangrene for at dække lidt af bunden, derefter bærgrene, husløg og tidsler. Nødderne er sprayet med sølv.
Sidste detalje er et par fyrgrene, som lægges på toppen af kransen. Det flotte bord er designet af Sebastian Herkner for ClassiCon, og fås hos Design Ambassaden. Tapet fra Rue Verte

Plantemateriale til fremstilling af adventskrans

Plantemateriale til fremstilling af adventskrans

BUKET MED JULEROSER 

Julebuket buket med juleroser

Buketten ser måske tilfældig ud, men er alt andet end det. Annette von Einem har bygget buketten op i flere lag, der breder sig ud over vasen og giver en grafisk elegant stil. En moderne julebuket i tidens trend.

DU SKAL BRUGE

Juleroser, ca. 10 stilke
Friske hortensia-grene
Troldfyrgrene
Sølvsprayede blade, fx eucalyptus-blade
Bærgrene
Daddelgren
Et par hortensiaer
Metalsnor. 

SÅDAN GØR DU

Rens alle blomster fri for blade på hele stilken. Bemærk, hvordan blomsten tydeligt ses på juleroserne. Tre hortensiaer samles i hånden. Juleroserne stikkes gennem hortensiabundtet og arrangeres primært til den ene side. I den anden side placeres bærgrenene som en modvægt til juleroserne. I bukettens front placeres daddelgrenen. Sølvblade er limet på de fine troldfyrgrene for at give lidt funklende liv. Fyrgrenene er bundet ude i siderne. Det er ikke så vigtigt, at stilkene er bundet i spiral – prøv, om de alle kan gå lige ned. Til sidst bindes de sammen over din hånd, som holder buketten. Alle blomsterstilke får et snit skåret på skrå med en skarp kniv, så de nemmere kan trække vand. Buketten stilles i en vase med lunkent vand. Vasen er designet af Alfredo Häberli for Georg Jensen. Bord fra Gubi og velourgardin fra Stof og Stil

Plantemateriale til fremstilling af buket med juleroser

Plantemateriale til fremstilling buket med juleroser

DEKORATIV JULEKUGLE AF GRAN

Julekugle af gran

Tæt pyntet grankugle bundet af mange ranker af tråd og grangrene, der snos og snos i lag på lag, indtil den ønskede form opnås. Kugle vil pynte smukt på julebordet eller i vindueskarmen.  

DU SKAL BRUGE

Troldfyrgrene, 5-7 cm lange
Almindelige grangrene, 5-7 cm lange
Tidsler
Sølvnødder
Små naturbær
Myrtetråd 

Limpistol

SÅDAN GØR DU

Begynd med at klippe spidserne af både gran og troldfyr. Tag myrtetråden, og snør den et par gange om en af de klippede grangrene. Det skal være stramt, så grenen sidder fast. Lav et mellemrum på 5-8 cm på myrtetråden, og vikl næste grangren på. Der skal laves 4 ranker af ca. 1 meter. Dernæst 2-3 ranker af troldfyr, der på samme måde bindes på myrtetråden. Dernæst snøres første ranke om en grangren til en mini-kugle. Næste ranke vikles så herom og næste og næste. Til sidst har du en grankugle. Måske skal den færdige grankugle vikles lidt ind i ekstra tråd. Til sidst limes små effekter af bær, nødder og tidsler på kuglen, og en fin lille troldfyrgren lægges på toppen af kuglen. Vasen og lysestagen er fra Stilleben, bakken fra Fritz Hansen og tapet fra Rue Verte

JULEBUKET MED HVIDE AMARYLLISSER 

Julebuket hvide amaryllisser

De høje amaryllisser er hovedpersoner i en moderne julebuket bundet i flere niveauer, således at hver blomst træder frem i sin form. Buketten kræver lidt øvelse at forme/binde. 

DU SKAL BRUGE

Tre hvide amaryllisser
Tidsler
Lissiantus i mørk lilla
Hyldebærgrene med mos
Tørre fyrgrene med kogler
Viburnum-bærgrene
Troldfyrgrene
Sølvsprayede blade – evt. efeu

Et par bærgrene/paradisæble- grene. 

SÅDAN GØR DU

Denne buket er bundet i spiral, det vil sige, alle stilkene går i sammen retning. Først er der lavet et bundt af hyldegrene, der passer i buketstørrelsen. Derefter er alle blomsterstilke renset fri for alle blade. Det første, der bindes i buketten, er viburnum-grenene, som fordeles jævnt i samme højde. Derefter er tidsler og lissiantusser stukket ned imellem og jævnt fordelt i buketten. Husk, at alle stilke skal vende samme vej. De tre amaryllisser er sat lidt i den ene side, en smule fra midten, i en gruppe. Fyrgrenene er lagt ind i buketten, og i selskab med et par sølvsprayede mini-æblegrene. Til sidst bindes buketten sammen, stilkene klippes lige lange. Alle blomsterstilke får et snit skåret på skrå med en skarp kniv, så de nemmere kan trække vand. Buketten stilles i en vase med lunkent vand. Vasen er fra Frederik Bagger, lysestagerne fra Lyngby Porcelæn, bordet fra Gubi og velourgardinet fra Stof og Stil

GRØN NATURKRANS AF CYPRESGRAN

Grøn naturkrans cypresgran

Køb en halmkrans, og giv den et dekorativt løft. Enkelt og nemt. En krans, der pynter på døren, eller som hurtigt kan trylles om til adventskrans med et stort bloklys i midten, eller fire lys i holdere.  

DU SKAL BRUGE

Halmkrans
En rulle vindseltråd
Cypresgran med bær eller anden grantype, eucalyptus kan også bruges
Viburnum-bærgrene
Limpistol 

SÅDAN GØR DU

Gran og/eller cypres klippes i mindre stykker, ca 8 cm lange. Vindseltråd bindes fast på halmkransen. Læg nogle grangrene på kransen, og bind dem fast med tråden. Vikl tråden nogle cm længere ned, og montér de næste grangrene. Når grenene er viklet fast, er det vigtigt, at grenene overlapper hinanden, så halmkransen ikke kan ses. Når hele kransen er tæt bundet med alt det grønne, vikles tråden nogle ekstra gange rundt, klippes og stikkes ind i halmkransen. Derefter kan kransen pyntes. Her er der valgt en helt enkel pynt med bærgrene. Det kan også være julekugler eller sprayede blade. Mulighederne er mange, men det er det enkle udtryk, som får denne krans til at skille sig ud. Den står på et marmorbord fra Mater

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter