© iStock

11 tegn på at du er klar til at stå for juleaften selv

Juleaften er snart over os, og forhåbentligt er der allerede styr på, hvor julen skal holdes i år. Hvis ikke, giver vi dig her 11 grunde til, at du er klar til at stå for hele balladen selv.

22. december 2016 af Mette Knudsen

1. Dit hjem er større end en etværelses studielejlighed

Selvom julen handler om at komme hinanden nær, kan det også blive for tæt. Tænk, hvor upraktisk det er, når halvdelen af gæsterne er nød til at sidde i sengen, mens de spiser. For slet ikke at tale om, hvor skal juletræet dog skal stå. 

2. Du har køkkenremedierne i orden

Service nok til alle mand, serveringsfade og skåle til hele molevitten, stegetermometer til anden og flæskestegen. Er der styr på alle remedierne, går middagen meget lettere. 

3. Du har fået samlet julepynt nok til at matche Gertrud Sand

Kravlenisser, mistelten, julestjerne, juletræ, engle, kræmmerhuse og julehjerter. Ingen julefest uden julepynt til at komme i den helt rette stemning. 

4. Du tør bryde med mors traditioner

Er du efterhånden ved at falde i søvn over at gentage de samme ritualer år efter år? Og vigtigere – har du modet til at bryde med dem? Så er det på tide, du begynder at skabe dine egne. Flyt festen fra bedstemors stue hjem til dig og start dine egne traditioner i stedet for at forsætte med de samme gamle lege.   

© iStock

5. Du synes det er tid til at give julemiddagen et nyt twist

Lad være med at stjæle mors kogebog og kopiere den klassiske julemiddag. Din sovs bliver alligevel aldrig lige så god som mors, hvis du spørger de andre. Giv i stedet menuen et lille twist, så undgår du sammenligningen. 

6. Du har lavet en opbagt sovs før

Når nu vi er ved maden, vil vi da gerne afsløre, at det er en klar fordel, hvis du har prøvet kræfter med at lave en opbagt sovs før. Tænk, hvis du er skyld i at sovsen brænder på, og der for første gang ingen sovs er til julemiddagen. Skræk! 

7. Du er træt af, at far altid snyder med mandlen

Dit hus – dine regler. Så er det slut med at snyde, ved at gemme en ekstra mandel i inderlommen og slå utroværdigt mange 6’ere i pakkelegen. Måske det egentligt er på tide af afskaffe pakkelegen helt – hvis du altså tør? 

8. Du har styr på hovedrengøringen

Husker du de stressede dage op til jul, hvor mor rendte huset rundt med støvsugeren for at få fjernet samtlige nullermænd inden familien kunne samles. Nu er det din tur. 1-2-3 sæt i gang. 

9. Du er blevet for gammel til at se Disneys Juleshow

Ved nærmere eftertanke bliver man nok aldrig for gammel til Disneys Juleshow, men det er i hvert fald ikke længere et krav, at du skal se hele showet fra start til slut. Misser du 5 minutter, fordi du skal røre i gryderne, overlever du nok. 

© iStock

10. Julegaverne er købt og pakket ind inden 23. december

Skal julemiddagen stå klar på bordet den 24. december, er der ikke tid til at rende rundt og købe de sidste julegaver dagen inden. Den dag er reserveret foran komfuret med fingrene i maden. 

11. Næste generation står for døren

Kan du så småt mærke, at det er tid til, at den næste generation tager over, er det bare med at komme i gang. Skynd dig at få fat i mor og far inden dine søskende gør. Måske er I efterhånden også flere familier, der skal samles. 

Er du ikke blevet skræmt endnu? Så er du helt sikkert klar til at tage de nye familietraditioner på dine skuldre. Held og lykke herfra. 

Måske er du interesseret i...

Andre læser