© Andreas Mikkel Hansen

Tre hjem, der får det meste ud af mindre

Disse tre boliger er små, men indrettet med omtanke og masser af stil.

1. maj 2017 af Sarah Lyster Nielsen

Små hjem med store drømme

De fleste drømmer om masser af kvadratmeter at brede sig på, men nogle behøver ikke meget for at få det til at fungere.

De forstår virkeligt kunsten at indrette en lille bolig, så den opfylder alle essentielle behov på en tilsyneladende ubesværet måde.

Vi har samlet tre hjem, hvor ejerne har formået at indrette dem fantastisk flot og fået mest muligt ud af pladsen med elegante løsninger. 

© Andreas Mikkel Hansen

Etværelses med hotelstemning

Carsten Færgemann er indretningsarkitekt og CEO for Boffi i København – og han bor i en etværelses lejlighed på 53 kvm. 

Lejligheden startede som lidt af et håndværkerkøb, men efter en totalrenovering har Carsten fået skabt sig et hjem med en anderledes indretningsstil og luksusstemning. 

Hele lejligheden er holdt i grå, og der er brugt en god portion spejle, så den lille lejlighed virker mere luftig med en god helhedsfornemmelse.

Se flere billeder fra Carstens christianshavnerlejlighed lige her.

© Andreas Mikkel Hansen

Fleksible møbler og alsidige rum

I en lejlighed på blot 40 kvm er der ikke plads til meget slinger i valsen, men Michael Kristensen er heldigvis ekspert i at udnytte pladsen på bedste vis. 

Lejlighedens store rum fungerer både som kontor, stue, spisestue og soveværelse, så møblerne er designet til at være lige så multifunktionelle, og minikøkkenet er ligeledes specialdesignet, så pladsen er optimalt udnyttet.

Se resten af Michaels charmerende lille lejlighed her.

© Iben og Niels Alberg

48 velindrettede kvadratmeter

Anders Krakaus lille lejlighed bærer præg af hans arbejde i livsstilsbutikken Rue Verte Plus, hvor han indkøber bøger og står for forretningens udstillinger. 

Den lille lejlighed er fuld af oplevelser og interessante hjørner: Glaskupler med sommerfugle, spraglede tapeter og draperede stoffer, der tilsammen skaber en interessant hulestemning.

Se resten af Anders’ spændende lejlighed her.

Måske er du interesseret i...

Andre læser