Trommesæt i stuen – kan det lade sig gøre?

En læser søger hjælp til, hvordan man placerer datterens trommesæt i stuen af et rækkehus, så det forstyrrer mindst muligt!

14. november 2017
plantegning før lone barslund brevkasse indretningstips

Rækkehuset, som det ser ud nu.

© Lone Barslund

Jeg har set mange af dine råd og tips og er imponeret over dine mange gode løsningsforslag. Og da jeg selv står for at flytte i noget mindre, håber jeg at kunne få et godt råd vedrørende indretning.

Jeg står for at skulle flytte fra hus til rækkehus (på 125 kvm) med mine 2 piger på hhv. 11 og 13 år. Rækkehuset er umiddelbart fint indrettet (se vedhæftede plantegning). Værelserne ovenpå regner jeg med, at vi fordeler med ét til hver.

Men min største udfordring er, at pigerne spiller musik - og i det omfang, vi ikke forstyrrer for meget, vil jeg stadig gerne have, at de har mulighed for det. Men der er ikke nok rum til et musikrum, så det må foregår i stuen tænker jeg. 

Der skal derfor gerne være plads til et klaver (alm. størrelse) og et mindre trommesæt (det står på et 140x140 tæppe). Af øvrige møbler i stuen/alrum skal der være et spisebord (vores nuværende er 90x200), en sofa, vi kan flyde lidt i (er ikke købt), gerne en bogreol (vi har både 2 kvadrater på 75x75 + 1/2 af samme, samt en “ståreol" 90 bred 200 høj, muligvis kan noget være på repos), fjernsynsskærm, som kan hænge, men må meget gerne stå på nuværende tv-møbel, der er 150 cm bredt. Og så skal vi have et anlæg med højttalere, som vi endnu ikke har købt, så det kan tilpasses. Mange ønsker på en gang – kan det mon lade sig gøre? 

Karin.

lone barslund indretningstips, plantegning efter

Lone Barslunds forslag til, hvordan Karin løser udfordringen med at få plads til et trommesæt.

© Lone Barslund

Kære Karin.

Jeg synes det er beundringsværdigt at du bakker op omkring din datters musik og vil gøre plads til et trommesæt i din stue – og så i et rækkehus med naboer lige ved siden af. Jeg har fundet plads til det, men jeg kan godt forestille mig at I på sigt skal finde en anden løsning til trommerne for at beholde det gode naboskab :-)

Ved at placere jeres spisebord i forlængelse af køkkendisken, får I mere frirum i stuen foran dørene til haven og det giver en god fornemmelse af mere plads. Når I skal være flere kan bordet rykkes ud på gulvet, så bordenden bliver fri til siddeplads.

I forlængelse af køkkenets langside får I nu plads til trommesæt og klaver eller trommer og reoler med musikanlæg. I køkkenet bagved døren til trapperum placerer I enten reol eller klaver – hvad der nu passer jer bedst.

Ved at disponere det aflange rumforløb sådan, får I en fredelig afdeling til jeres hygge- TV-hjørne. I kan møblere med en sofa og lænestol eller gøre det helt enkelt med en hjørnesofa og et par småborde og gode læselamper. Jeres TV placeres på møblet imellem vindue og havedøre, og det bliver med apparatet på møblet, så det kan drejes hen imod siddepladserne.

Og så rigtig god flytning til jer.

Lone

lone barslund indretningsarkitekt bo bedre brevkasse
© Lone Barslund

Lone Barsliund

er bygningsarkitekt og har indrettet alt fra boliger til virksomheder. Lone Barslund har en omfattende viden om og erfaring med både indretning og ombygninger af private hjem. Lone Barslund har rådgivet BO BEDREs læsere i mere end 20 år. 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter