Sådan får du plads til tv-hygge i en stue med karnap

Lærke og hendes kæreste er flyttet i en lejlighed med en fantastisk stue. De er dog i tvivl om, hvordan de bedst optimerer indretningen i en tv-stue med karnap. Få indretningsekspertens råd her.

21. februar 2017 af Lone Barslund

Kære Lone,

Min kæreste og jeg flyttede i maj 2016 ind i vores nye dejlige lejlighed i hjertet af Nørrebro.

Vi har taget os god tid med indretningen, men er nu kommet til det vigtigste rum: stuen.

Rummet er fantastisk: dejligt lyst og med masser af muligheder.

Vi har endnu ikke besluttet os for en sofa, da vi stadig er meget i tvivl om, hvordan rummet skal indrettes. Vi forestiller os dog begge, at rummet vil indeholde en 2-3 personers sofa uden chaiselong, en - to lænestole og et TV. Det er det eneste vi er låst på indtil videre.

Vi har fjernet en skrivebordsplade, som sad hele vejen hen i karnappen. Vi syntes at det var sådan en skøn plads i lejligheden, at den hellere skulle bruges til ‘hyggehjørne’.

Vi håber meget, at du kan komme med lidt inspiration til en fed indretning - måske nogle ideer som vi slet ikke selv havde tænkt på. Plantegningen kan findes længere nede i mailen.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Vh Lærke Andreasen

Hej Lærke,

Det er et smukt, velbelyst rum og jeg er enig med dig i at karnappen skal holdes fri, da det er et stort aktiv at kunne komme nær lyset. Jeg synes dog godt at I kan overveje at få sat en lidt dybere vinduesplade i ( karm), så der kan stå en lampe og andet godt kram uden at tage lys og luft fra rummet. Den vil samtidig virke som radiatorskjuler uden at tage varmen fra rummet.

Jeg vil foreslå at I møblerer siddepladserne som vist med sofaen ud for det andet vindue og giver plads til en række hylder eller lave reoler på endevæggen. I har reelt ikke ret meget vægplads at gøre godt med på grund af vinduer og bred åbning til spisestue, så her er der fin mulighed for at få etableret nogle meter bøger, med god vægplads over til billeder.

Fladskærmen kan således placeres overfor og de to ”løse” lænestole stilles med den ene ved sofaen og karnappen mens den anden kan stå i sit eget lidt fredeligere hjørne og flyttes hen til de andre, når I er mange.

De bedste hilsener Lone

Måske er du interesseret i...

Andre læser