Sådan får du plads til et ekstra børneværelse

Mai og hendes familie bor i et dejligt 70'er parcelhus med den skønneste havudsigt. Familiens yngste mangler dog et børneværelse. Vores indretningsekspert viser her, hvordan de løser problemet.

21. marts 2017 af Lone Barslund

Hej BO BEDRE,

I har tidligere hjulpet os så nu håber vi på lidt hjælp igen.

Vi bor i det dejligste 70'er parcelhus med den skønneste udsigt over byen og ikke mindst hav. Vi er dog blevet 5 i familien og mangler et værelse til børnene. Som huset er nu, er det ret funktionelt med bryggers, "fin indgang", 2 toiletter med bad, som de tidligere ejere har renoveret, samt 3 værelser, køkken og stor stue med kontorplads. Stuen vender ud mod udsigten og køkkenet ud mod vejen. Vi har prøvet at vende og dreje muligheder for at få et ekstra værelse til det tredje barn (de er 6, 8 og 12 år), og egentlig vil vi også gerne have vendt køkkenet, så man kan nyde udsigten mens der laves mad.

Vi overvejer at lave en tilbygning ud mod vejen i forlængelse af alrummet og så bryde væggen ned til stuen og fin indgang?

Hvad tænker I umiddelbart?

Mvh Mai

Hej Mai, 

Du skriver at gæstetoilet og bad er renoveret, så det ville jeg ikke pille ved, ej heller bryggers, der må være en livsnødvendighed med tre børn, sko, overtøj og vaskeditto…

Jeg synes der er god mening i at bygge til, men jeg ville også inddrage garagen, så det tilbyggede areal bliver til et nyt bad, hvor det er relativt enkelt at koble ny installation til husets eksisterende, der løber langs hele facaden mod vejen.

Og så er resten af garagen, der isoleres osv., ellers jeres nye forældreafdeling med eget skabsrum og en ny glasfacade mod udsigten og haven.

To af børnene får værelser ud mod haven og det tredje barn får et nyt værelse mod vejen, der placeres i halvdelen af det nuværende køkken. Fordelen bør være at I, ved at rive det tredje kammer mod haven ned, får et bredere kik fra det nye køkken henover den nye spiseplads og ud over havet.

Jeg har ingen detaljer om husets konstruktion eller hvad I forventer at få tilladelse til, men det er heller ikke min opgave her i brevkassen. Jeg kan se at den nye åbning mellem køkken og stue er meget lang, så der skal eventuelt stå en bærende søjle undervejs.

Mange hilsener Lone

Måske er du interesseret i...

Andre læser