Sådan får du et hjem med plads til den store familie

Søren og Kristine har købt et hus, hvor der også skal være plads til deres fire sammenbragte børn. Få indretningsekspertens bedste råd her.

14. februar 2017 af Lone Barslund

Kære Lone, 

Jeg har fulgt dig og alle dine gode indretnings- og ombygningsforslag længe, og nu har vi endelig fået købt huset, så nu er det os der står midt i indretnings- og renoveringsforvirring.

Vi er en stor familie på 2 voksne og 4 børn i alderen 3-8 (vi har 2 hver).

Da vi skal være mange i fællesrummet, ønsker vi at gøre det større ved at inddrage en gammel entre og et værelse. Køkkenet skal alligevel udskiftes, da det slet ikke passer til vores smag.

Vi kunne rigtig godt tænke os at få gode råd til indretning af stue/køkken/spisestue, som alt sammen skal være i et rum. Det er endnu uvist om vi lader udestuen overleve.

Vores tanke er umiddelbart at nedlægge de vægge vi har farvet gule og opføre vægge, der hvor vi har tegnet med rødt (væggene er ikke bærende). Vi har dog meget svært ved at se os ud af indretningen i det meget store rum efterfølgende, og kunne virkelig godt bruge nogle gode råd. Det er et hus fra 1970.

Mange venlige hilsner fra Søren og Kirstine

Kære Kirstine og Søren.

Jeg vil foreslå at I flytter køkkenet ud i rummet og placerer det på endevæggen med en fritstående arbejdsø som rumdeler i forhold til spiseplads og opholdsstue.

Laver I bordpladen 70 cm dyb, er der 10 cm frirum bagved elementerne til rørføring direkte til bryggersinstallationerne.

Bryggersdøren flyttes som vist så man kommer direkte ud i køkkenet og I får en hel væg at indrette garderobeskabe opad, - en god idé med en familie på seks!

Ved at flytte døren får I et stort fredeligt afsnit i det store rum til jeres opholdsstue, hvor der er fredeligt og lidt tilbagetrukket i forhold til den øvrige indretning.

Jeg synes det virker meget bedre at have køkken og spiseplads tættere på haveudgang og dagslys, mens man er mere tilbøjelig tilk at ryge i sofaen i de stille stunder og om aftenen.

For enden af stuen er der plads til en god arbejdsplads med reoler på endevæggen.

I har ikke spurgt om det men jeg har også skitseret på et forslag til indretning, så I får de fem værelser, som I skal bruge. Dels opsættes en ny væg, så man ikke skal igennem soveværelset for at komme til værelserne i tilbygningen og dels kan den lille vinkel på mellemgangen give nye adgange til værelserne, så der ikke er nogen gennemgangsrum.

De bedste hilsener Lone

Måske er du interesseret i...

Andre læser