Hvordan indretter vi stuen så den er ideel til daglig og til gæster?

Hanne og hendes mand vil indrette stuen på ny, og de har derfor købt ny sofa. Indretningsekspert, Lone Barslund, vurderer dog - uden at tøve - at den nye sofa er et fejlkøb. Se her, hvordan hun råder familien til at indrette stuen.

24. januar 2017 af Lone Barslund

Kære BO BEDRE,

Vi har solgt vores 2 personers- og 3 personers-sofa og vil i den forbindelse gerne have gode råd til, hvordan vi nu skal indrette os.

Endevæggen, hvor fjernsynet hænger, er 3,6 m. Væggen på højre side er 2,43 (det er til køkkenet, hvor der er en halvvæg mod spiseafdelingen).

Den gamle 3 personers sofa stod med ryggen 4 meter fra TV-væggen.

Vi har nu købt en 2 personers sort lædersofa (L1,43 x H 0,8 x B/D 0,8) Classic 3600 fra ILVA.

De blå Berg stole skal ikke stå i stuen, da vi nu ønsker noget nyt, hvor vi kan sidde med benene oppe og slappe godt af, når vi læser eller ser fjernsyn. Ligeledes er sofabordet, tæppe og de to læselamper ikke noget, vi regner med at beholde. Vægfarven kan også nemt ændres.

Stressless View S synes jeg man sidder rigtig godt i. Min mand tror, at disse med fodskamler kommer det til at fylde for meget. Berg har nogle stole med indbygget fodskammel. Det kan være smart, når vi har gæster idet de så kan bruges som normal siddeplads, når fodskammel er slået op under stolen,

Til hverdag er vi to personer. Men når vi har gæster er vi gerne seks til otte mennesker. Jeg kan se fordelen i at have en fodskammel, som kan bruges som ekstra stol. Alternativt henter vi de blå Berg stole ind fra kontoret ved siden af (hvor de normalt står).

Vi forestiller os et eller to sideborde (Block Table fra Normann), som kan bruges sammen med to "morfar stole", og et nyt sofabord evt. som indskudsborde så det fylder minimum til hverdag, men kan trækkes ud, når der er behov.

Glæder mig til at høre fra jer.

På forhånd tak.

Venlig hilsen Hanne Ekman

Kære Hanne,

Jeg synes ikke at man skal indrette sig efter det, der passer, når man har gæster, - og så alligevel… I jeres gamle stue, hvor du skriver at sofaen stod med ryggen til ganglinjen, lukkede fjernsynet stuen af fra resten af området, og nu er I ved at gøre det samme med køb af en lillebitte sofa og nye lænestole. Det er måske velegnede møbler til jer to i hverdagen, men ganske svært for familie og venner at føle sig lige så godt tilpas i.

I stedet for igen at samle tv-møblerne inden for det lille kvadrat, så ville jeg sprede mig mere og vælge en længere sofa, der rækker ud i rummet, så man føler sig inviteret indenfor, så snart man kommer ind i rummet i den anden ende. Det vil give flere rare siddepladser og stadig plads til de to ønskede lænestole. Så uden at blinke vil jeg sige at købet af den korte sofa på 143 cm er en fejl, og at den måske kan få et fint liv i jeres kontor i stedet for i stuen.

Du nævner Block Table som mulige sofaborde, - men det er de ikke beregnet til. De er 64 cm høje og skal derfor bruges som side - og hjørneborde til lamper osv. - ikke til kaffekopper. Der skal du finde borde, der er 45 cm i højden.

De bedste hilsener Lone

Måske er du interesseret i...

Andre læser