Hvordan får vi vores store radiatorer til at forsvinde?

Annette vil gerne renovere køkkenet i deres herskabslejlighed, men en ældre radiator driller plantegningen. Få indretningsekspertens løsning her.

18. oktober 2016 af Lone Barslund

Kære Lone

Jeg er rigtig glad for at følge med i din brevkasse, og nu er det så endelig blevet min tur til at stille et spørgsmål.

Vi har netop overtaget en gammel herskabslejlighed, hvor vi ønsker at flytte køkkenet ind i den gamle spisestue. Udfordringen er, at der er en radiator under vinduet, hvor vi ideelt set gerne ville lade køkkenskabe og bordplade fortsætte, så vi kan lave mad, mens vi kigger ud af vinduet. Er det muligt at gemme en radiator bagved (eller lukker vi i så fald al varmen inde) - eller har du måske et helt andet forslag til, hvor radiatoren kan forsvinde hen?

Vi ønsker en løsning à la den på vedhæftede billede (men målene er ikke de samme, idet der er mere plads mellem dør og vindue på billedet fra en boligreportage).

Hilsener Annette K.

Hej Annette.

Det er sandt at din spisestue er væsentligt smallere end rummet på foto, - I vil ikke kunne have en ø hos jer men et smalt langbord imellem køkkenarbejdspladsen og så den lange ”disk” af 35 cm dybe (over)skabe på den lange væg. Det er vigtigt at I prøver at lave en opmåling med blå malertape eller lignende på gulvet inden I beslutter jer for at indrette køkkenet her, - der skal helst være minimum 120 cm imellem køkkenbord og modstående bord, og det kniber i jeres stue; Der er ikke meget mere end en meter hvis I også skal kunne passere på modsatte side imellem disk og spisebord. OG jeg går ud fra at rummet er et gennemgangsrum med masser af trafik, så I må ikke gå for meget på kompromis.

Angående varmen, som var dir egentlige spørgsmål, så ville jeg bestemt anbringe en radiator frit i rummet, hvor varmen kan cirkulere, og det bedst egnede sted må være på det smalle vægstykke imellem køkkenbordets gavl og dør til gangen.

Blandt andet Hudevad laver smalle og høje radiatorer på mål.

Vh Lone

Måske er du interesseret i...

Andre læser