Hvordan får vi plads til et skrivebord i soveværelset?

Maria og Jesper ønsker hjælp til at få et lækkert soveværelse, som også opfylder deres behov for skrivebordsplads. Få indretningsekspertens råd her.

6. december 2016

Hej BO BEDRE,

Vi har brug for inspiration til indretning af vores soverum. Det er et stort soverum synes vi, men da vi bor i en toværelses lejlighed, skal rummet fylde flere formål. Vi ønsker os I højere grad et værelse som fungerer som soveværelse, og har i sær et stort ønske om at sengen placeres således at vi begge kan stå op på hver vores side, i stedet for at den er placeret op ad væggen som i dag. Vi forestiller os også at værelset skal males i en mørkere farve, og at vi får hvert vores natbord. Det er dog stadig vigtig at vi har adgang til et skrivebord, selv om det ikke er et vi vil benytte hver dag. Det store skrivebord vi har i dag kan ikke være der hvis sengen skal placeres som vi ønsker. Kan I hjælpe os med at få et lækkert soveværelse som også opfylder behov for skrivebordsplads?

Hilsen Marie og Jesper

Hej Marie og Jesper,

Det er et rigtig fint proportioneret værelse I har, og den fornemmelse får man ikke frem med sengen klistret op i det ene hjørne. Så jeg kan godt forstå at I ønsker jer en anden løsning. Det er også heldigt at I ikke ønsker at beholde det gamle skrivebord, for så åbner der sig andre fine muligheder.

Da der ikke er radiator under vinduet, vil jeg foreslå at I udnytter den ekstra dybde, der er foran vinduet og får skræddersyet en bordplade, der går helt ind til vinduet. Her bliver den ca 64 cm og derved behøver den kun at være 40 cm dyb på siderne, hvilket giver god arbejdsplads og god manøvreplads omkring sengen.

Madrasmålet på tegningen er 160 x 200 cm og de små sengeborde måler 35x35x35 cm med en afstand til garderobeskabet på 60 cm. Både sengehylderne og de fire bogkasser over og under bordpladen som måler 70x70x35 cm, kunne være reoler fra At-Bo, Trævarerne eller noget helt tredje.

Vælg en god stol som også kan bruges ved spisebordet, når I ikke skal sidde hjemme i mange timer hver dag. Det får soveværelset til at se hyggeligere og mindre kontoragtigt ud. Bordpladen på specialmål fra et byggemarked, Ikea eller et køkkenfirma.

Vælg samme type lampe til arbejdsbord og sengebelysning, - det giver ro med få men gode ting.

Mange hilsener Lone

Måske er du interesseret i...

Andre læser