Den fortabte stue

Forældrene her drømmer om en 'tilbagetrækningsstue', hvor de kan have tid for sig selv om aftenen, når ungerne har travlt i alle andre rum.

27. september 2016 af Lone Barslund

Kære Lone

Vi har løbende renoveret henover en del år og vi er ved at give lidt fortabt. I takt med renovering er vi endt med et rum, som er blevet gennemgangsrum fra resten af huset og op til vores soveværelse.
Rummet havde tidligere funktion som spisestue, men da vi lavet et større køkkenalrum, så mistede rummet sin funktion og vi har sidenhen forsøgt et antal gange at få rummet til at fungere i en sammenhæng med resten af huset. Dog uden held.
Vi har begrænset med plads i vores hus og de knap 15 kvadratmeter er der virkelig brug for.
Vi drømmer om en "tilbagetrækningsstue" om aftenen, når ungerne hygger i alrummet og et kontor/lektiested i løbet af dagen.
Da vi har loft til kip i alle rum og ingen loftopbevaring nogen steder i huset - så har vi også brug lidt plads til opbevaring af de kedelige dokumenter, lidt flasker etc.

Vi håber i kan hjælpe os med at finde en løsning. Vi har forgæves forsøgt i 5 år og er ved at tabe gejsten.

Bedste hilsener Dorte.

Kære Dorte.

Små rum bliver mærkbart bedre med forenkling. Det er ikke fordi jeres stue er overfyldt,- der er bare for mange små enkeltdele, som ”støjer” og gør rummet mindre.

Jeg foreslår at I skifter de to lænestole, puf og sofa ud med en hjørnesofa med små, flytbare borde til, så det bliver ankerpunktet i stuen og et nyt hyggehjørne, som man gerne vil flyde i. Det samme gælder for tv- møblet og de løse højtalere; Det vil også pynte med et væghængt, lavt møbel og det må meget gerne være længere og række helt ind i hjørnet, så I får plads til lidt bøger, lampe, højtalere osv. Det kan være nemmere at sammensætte et langt møbel af bogkasser end at finde et møbel der passer på mål. Fladskærmen monteres på drejebeslag så alle kan se fra sofaens siddepladser.

Arbejdsbordet står fint hvor det er placeret foran vinduer og radiator, og I kan skaffe plads til mapper og bøger i en ny, høj reol / bogkasser på vægstykket imellem vinduesfacade og dør til jeres soveværelse. Gerne med lukkede fronter for nu at holde stilen med de rolige flader.

Bedste hilsener Lone

Måske er du interesseret i...

Andre læser