walk in closet inspiration
© Kvänum

Walk-in closet | 7 inspirerende idéer til din garderobe

Mulighederne er mange for at skabe sit eget walk-in closet, og med smart interiør kan du nemt skabe dit eget. Få inspiration til din drømme garderobe her.

20. oktober 2017 af Christina Lorentzen

Walk-in closet midt i rummet

Denne smarte idé er taget fra en Japansk lejlighed, hvor man har placeret et walk-in closet midt i rummet. Det ser meget elegant ud med de mørke kanter og glas men er knapt så funktionelt, hvis man ikke har et stort soveværelse til formålet, da det tager meget plads. Super fint og anderledes bud på et walk-in closet.

Skråvægge

Vi er mange, der kender problemet med upraktiske skråvægge. Men det skal ikke være en hindring! Du kan nemlig skabe dit eget walk-in closet under en skråvæg ved at bygge det op med forskellige højder af skabe og hylder. De små trekantede rum der skabes i toppen kan også bruges til opbevaring af eksempelvis sko, der ikke fylder så meget.

Afrundede skabe

Brug også hjørnerne i rummet til dit walk-in closet. Der findes mange fine skabe på markedet, der egner sig til præcis dette formål. Set-up'et på billedet er fra Kvänum, der også byder på en masse andre flotte skabsløsninger. Det fungerer rigtig fint at placere et møbel midt i rummet til at bryde med symmetrien, som samtidig skaber plads til endnu mere opbevaring.

Pladsbesparende

Der er ingen undskyldning! Hvis din kæreste ikke mener, der er plads til et walk-in closet, er denne fine idé det ultimative trumf-kort. Det kan nemlig placeres de mest utænkelige steder. Her under sengen – som fungerer super pladsbesparende. Det er samtidig også hyggeligt, hvis man er til en lille skjult alkove under taget.

Kombineret bad og skab

Det er ikke alle, der har plads til denne form for walk-in closet, men det er en rigtig fed idé, der ser super ekstravagant ud. Det er samtidig også praktisk, da man efter badet kan træde direkte ind i sit skab og finde tøj. På denne måde passer kombinationen af disse to rum rigtig godt sammen.

Adskilt med en skillevæg

Modsat forrige idé kan der også skabes et walk-in closet i små boliger. Her har man etableret et lille walk-in closet i et soveværelse ved at sætte en skillevæg op. En rumdeler i glas sørger også for, at sollyset kan komme igennem, da man med en skillevæg kan risikere at holde lyset ude. Brug halv væg og halv glas for også at kunne bruge skillevæggen til opbevaring, så denne vigtige plads ikke går til spilde. Her har man brugt en lav kommode.

Få inspiration til at indrette med rumdelere her.

Walk-in closet med skydevæg

En rigtig smart løsning er dette walk-in closet med etableret skydedør. På denne måde kan du skubbe døren til, hvis du har været på farten, og tøjet ligger hulter til bulter – hvilket er praktisk i den travle hverdag. Man kan få skydedøre med integreret spejl eller nemt selv skabe et. 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter