Kreative efterårs-dekorationer der skaber hygge i hjemmet

7 fine idéer til efterårsdekorationer. Inviter efteråret indenfor med grene, blade og græskar.

22. oktober 2017 af Christina Lorentzen

Efterårets varme farver

På denne tid af året har skoven de varmeste røde nuancer. Bring skoven indenfor ved at hente smukke grene med hjem fra en gåtur, og lad dem pynte på bordet i en fin vase. Mere skal der ikke til.

Dekorative græskar

Græskarret er dekorativt i sig selv og er kendetegnende for efteråret. Græskar kommer i mange forskellige og flotte former og farver, der kan pynte på bordet, i en skål eller i en kasse. Du kan også male dem for at få netop det udtryk, der passer ind i din indretning.

Glitrende blade

Efterårsbladene er smukke i sig selv – men mangler de lige et ekstra touch, kan glimmer i brune og guld farver gøre underværker. Put en snor i og pynt dit hjem med de dekorative blade. De kan eventuelt hænges op på en gren.

Æblerne hører efteråret til

Det er sæson for æbler, og i denne tid smager de dejligt søde – derudover pynter de også rigtig fint. Et lille fad i køkkenet med æbler og kogler vil bringe efteråret indenfor dørene. Grene og bær i en kande eller vase er også med til at sætte stemningen.

Efterårs-krans

Det er ikke kun om julen, at man kan pynte med fine kranse. Du kan nemt skabe din egen efterårs-krans ud af farverige blade og bær fra buske. Hæng kransen op i en snor og lad den byde gæsterne velkommen ved døren.

En duft af kanel

De har hittet i mange år – og med god grund. Dit hjem kommer til at dufte så skønt af kanel, ved at vikle kanelstænger rundt om dine lys. Samtidig ser det også fint ud med de dekorative stænger i forskellige størrelser. Er du vild med idéen, kan du også gøre det samme med kaffebønner. Bønnerne kommes ned i en skål, og lyset sættes oveni – og snart dufter hele dit hjem dejligt af bønnerne.

En varm velkomst

Dekorer udendørslamper med fine blomster og efterårsblade og byd gæsterne på en varm velkomst ved døren. Det ser rigtig flot ud på gamle lanterner.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter