Ssssh, den lille sover...

Hvad gør man, når forældre og barn trænger til nattero og man kun har to værelser?

 

Kære Lone.

Håber du kan hjælpe vores lille familie med at få det optimale ud af vores lejlighed, der efter vores datter kom til er blevet lidt lille.
Sagen er den at vi lige nu deler soveværelse med vores 9 måneder gamle datter, men det er ikke helt optimalt og vi savner en smule privatliv og bare muligheden for at læse en bog om aftenen, uden hun vågner af lyset.
Jeg har selv overvejet om det kunne være en mulighed at flytte rundt på stue og soveværelse og kombinere det med en rumdeling vha vores store stigereol i den nuværende stue - altså lade den blive i det evt nye soveværelse og på den måde give vores datter en lille afdeling for sig selv.
Men kan ikke helt se hvordan det bedst kan lade sig gøre, idet vi også har vores to altaner der skal tages hensyn til, så håber du har nogle idéer til hvordan man på bedst mulig måde tilgodeser alles behov.

Jeg har vedhæftet nogle billeder af stue og soveværelse samt plantegning så du kan danne dig et overblik, samt se hvilke møbler vi skal finde plads til.

Jeg håber meget du kan hjælpe os.

Med venlig hilsen Julie

 

 

Kære Julie.

Jeg synes der er så stor arealforskel på de to rum at der ikke er nogen mening i at bytte rundt på jeres funktioner:
Stuen skal alt andet lige rumme langt flere møbler end soveværelset, så det bliver næsten umuligt at stuve spiseplads, sofa og alt det andet ind i det mindste rum.
Jeres bygning og altaner vender sådan at der er længst lys på stuealtanen, der vendersyd-øst, mens soveværelsets altan får eftermiddags- og aftensol. Ærgerligt hvis I gerne vil sidde udenfor og grille, men mon ikke det kan undværes? Som det er nu er I jo vant til at liste igennem soveværelset fot at komme derud..

Jeg kan umiddelbart se to løsninger, der gør at I kan blive boende et par år endnu:
Del soveværelset op med klædeskabene, evt. påmonteret en pæn plade med tapet på bagsiden af skabet, så I voksne sover inderst i en lille alkove mens pigen "får" resten af værelset.
Afskærmningen kan holde jeres lampelys på et minimum.
Da man som voksen rumsterer rigtig meget i sin søvn, er det stadig ikke optimalt at dele værelse og derfor er der en anden løsning, som vi selv praktiserede i min lille familie, dengang vi kun havde Jeppe-dyret og boede småt ligesom jer:
Vi kom hjul på hans seng så den nemt kunne flyttes ind i stuen, når vi andre skulle i seng! Det fungerede upåklageligt til han var godt 4 og vi flyttede til noget større.
Og så kostede det kun 4 gode hjul med rågummidæk.. :O)

Mange hilsener Lone

Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: [email protected] 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter